Forsker: Motion hjælper overhovedet ikke på depression

Er du deprimeret, så kom ud og få rørt dig.

Sådan har et almindeligt råd i årevis lyt til folk, der er ramt af depression. Nu sår ny, dansk forskning tvivl ved den teori. Det skriver Politiken

Læge Jesper Krogh fra Psykiatrisk Center i København har skrevet sin doktordisputats om fænomenet. Hans resultater tyder på, at motion hverken gør depression bedre eller værre.

I projektet har han undersøgt sammenhængen grundigt i to forskellige studier. Derudover har han gennemgået al anden forskning på området fra hele verden.

- Jeg var så overrasket over resultaterne i mit første studie, at jeg valgte at lave endnu et forsøg, hvor kravene til deltagerne var skrappere, og der blev skruet op for, hvor meget motion de skulle dyrke. Og alligevel var resultatet det samme. Motionen havde ingen effekt på deres depression, siger Jesper Krogh til avisen.

I det første forsøg deltog 165 personer med mild til moderat depression. En tredjedel af dem blev sat til at dyrke konditionstræning i en time to gange om ugen. En tredjedel skulle løfte vægte to gange om ugen.

Den sidste tredjedel var en kontrolgruppe, som mødtes for at lave lette udstrækningsøvelser sammen. Det gjorde man for at udelukke, at effekten af motionen i virkeligheden blot kunne være, at folk fik det bedre af at mødes med andre og have socialt samvær.

- Men det viste sig, at der slet ikke var nogen effekt at måle på depression og heller ikke på angst eller livskvalitet. Hverken positiv eller negativ. Der var slet ingen forskel på de tre grupper, da forsøget var forbi efter fire måneder. Det kom fuldstændig bag på os, siger Jesper Krogh.

Læs også: 10 ting folk ramt af depression er trætte af at høre

Derfor opfordrer han nu læger og andre fagfolk til at lade være med at ordinere motion mod depression.

Han understreger, at motion er godt mod mange ting, men at det kan være negativt at dunke folk oven i hovedet med krav om motion, når de har det svært.

Følg Dagens Sundhed for flere lignende artikler:

 

 

Dagens Gossip