Forsker om atomaftale: Det er aftalen, vi har ventet på

Skrevet af admin

02/04/2015

Dagens topnyheder

Der er tale om et gennembrud i forhandlingerne om Irans atomprogram, som faldt på plads torsdag aften i Lausanne i Schweiz, hvor de såkaldte P5+1-lande var samlet for at forhandle med Iran om at indskrænke landets atomprogram.

Det mener Janne Bjerre Christensen, der er postdoc i international sikkerhed ved Dansk Institut for Internationale Studier.

Parterne i Schweiz er blevet enige om en såkaldt rammeaftale forud for en endelig aftale efter at have forhandlet i otte dage ofte til langt ud på natten.

- Det er historisk og dybt imponerende, og jeg er specielt imponeret over den detaljegrad, som er kommet frem.

- Der skal en masse tekniske detaljer på plads, som skal skrives ind i en endelig aftale, men for mig at se, er det her gennembruddet. Så er der en masse tekniske detaljer, som skal fyldes på.

- Det er ikke sådan, at vi skal sidde til juli og vente på, at der er en aftale. Der ér en aftale, siger Janne Bjerre Christensen.

Den endelige aftale - som indeholder de tekniske detaljer - skal udfærdiges inden 30. juni, hvilket sætter punktum for de forhandlinger, som har varet i mere end et årti.

I 2013 gik forhandlingerne ind i en ny fase, da den tidligere atomforhandler Hassan Rouhani afløste Mahmoud Ahmadinejad på præsidentposten i Teheran.

Siden har Iran i langt højere grad end tidligere rakt hånden frem mod forsoning med Vesten. I 2013 blev parterne enige om en midlertidig aftale, og torsdag aften faldt en rammeaftale altså på plads.

- Det er en historisk aftale, og jeg er dybt imponeret over, hvad det er lykkes dem at få aftalt. Det er en aftale, som både respekterer og accepterer Irans behov for at have atomprogram.

- Men den respekterer også det internationale samfunds behov for at kontrollere programmet på en langt mere omfattende måde, end man har kunnet indtil videre, siger Janne Bjerre Christensen.

Vesten frygtede, at Iran på sigt ville udvikle atomvåben, mens præstestyret i Teheran stod fast på, at atomteknologien udelukkende skulle bruges til energiformål.

Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA, får ifølge aftalen adgang til at undersøge mistænkelige faciliteter og følge op på påstande om hemmelige faciliteter.

USA's præsident, Barack Obama, lovede at Vesten vil leve op til løfterne om at hæve sanktionerne, som har ramt Iran og særligt dets borgere hårdt.

- Det stiller iranerne i sigte, at de kan få løftet sanktionerne, hvilket de har kæmpet meget hårdt for. Og det stiller dem i udsigt, at man kan få indføjet den endelige aftale som en ny form for FN-resolution.

- Det er vigtigt for dem konkret og symbolsk, fordi det betyder, at Iran bliver lukket ind i det internationale samfund igen, siger Janne Bjerre Christensen.

/ritzau/