Forsker om dansk politi og PET: De er himmelråbende naive

Skrevet af admin

07/05/2015

Dagens topnyheder

Dansk politi og Politiets Efterretningstjeneste (PET) fejlede på det skammeligste, da Omar El-Hussein angreb Krudttønden på Østerbro og synagogen i Krystalgade i midten af februar.

Der er sågar tale om eksempler på "himmelråbende naivitet" fra de danske myndigheders side, mener efterretningsforsker Flemming Splidsboel Hansen fra Københavns Universitet.

I et interview med DR hæfter forskeren sig blandt andet ved, at gerningsmanden ganske uforstyrret kunne gå hen og ruske i kulturhusets bagdør, inden han fandt vej til indgangspartiet og begyndte at skyde.

- Der er nogle omstændigheder, hvor vi bagefter må sige, at den er helt gal. Det er PET's opgave at tænke den slags igennem forinden. Det er derfor, de får deres løn, siger Flemming Splidsboel Hansen til DR.

I dagene efter angrebene nærmest kappedes politikerne om at rose politiet.

- ​Politiet har gjort et fremragende arbejde under terrorangrebene, lød det eksempelvis fra retsordfører Trine Bramsen (S) 25. februar.

En fuldstændig anden oplevelse har Flemming Splidsboel Hansen af forløbet.

- Angrebet i Paris gjorde det oplagt at forestille sig et forestående angreb på det jødiske samfund i Danmark. Der vil jeg sige helt klart, at det undervurderede man, siger forskeren til DR.

Ved synagogen i Krystalgade nåede to politifolk ved indgangen kun at affyre et enkelt skud mod gerningsmanden. En af betjentene stod sågar med begge hænder i lommerne, da Omar El-Hussein på klos hold likviderede den jødiske vagt Dan Uzan.

På baggrund af Rigspolitiets redegørelse over forløbet, der blev præsenteret onsdag, mener Flemming Splidsboel Hansen ikke, at de danske betjente er gode nok.

- Vi må konstatere, at nej, det er de ikke. Der skulle desuden have været helt klare instrukser om, at de hele tiden skulle være i skudberedskab. Nu kommer der nye instrukser, men de kommer for sent, siger Flemming Splidsboel Hansen til DR.

/ritzau/