Forsker om OK-aftaler: Stram lønkurs ville være selvmord

Højere lønninger har været et helt gennemgående tema i de seneste ugers overenskomstforhandlinger for de offentligt ansatte, og hele vejen rundt kan medarbejderne nu se frem til at få flere penge i lommerne.

Det står klart, efter at den sidste større overenskomstaftale for offentligt ansatte - de 136.000 ansatte i regionerne - fredag aften faldt på plads.

- Da staten først lagde linjen med en stigning, var det nærmest banket på plads hele vejen rundt, siger arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Jørgen Stamhus til Ritzau.

- De lønstigninger, der er kommet i hus, kom ret udramatisk på plads. Dels var der en forventning om, at der skulle være en reallønsstigning, og så var der en forventning om, at rammen var ret lille, siger forskeren.

Det havde da også været ganske opsigtvækkende, hvis arbejdsgiverne ikke havde været villige til at punge ud, påpeger Jørgen Stamhus.

- At begynde at stramme lønpolitikken i et valgår havde været selvmord for en socialdemokratisk ledet regering.

- Alle er gået efter at få lønnen i hus, for de seneste år har man været tilbageholdende. Det var et helt afgørende krav denne gang, siger forskeren med henvisning til de senere års økonomiske krise.

I det hele taget betegner han forhandlingerne som ganske udramatiske. Dog med en enkelt undtagelse, nemlig folkeskolelærernes.

Den helt store knast i forhandlingerne mellem Kommunernes Landsforening (KL) og Lærernes Centralorganisation (LC) var arbejdstidsreglerne. Reglerne blev indført af et flertal i Folketinget ved lov som afslutning på lærerkonflikten i 2013.

Siden har det været lærernes håb, at overenskomstforhandlingerne med kommunerne kunne ende med en ny aftale. Det lykkes dog ikke at få overtalt KL til at gå med på den idé.

- Det eneste drama, der har udspillet sig, var, om der skulle komme noget mere for folkeskolelærerne om arbejdstid. Det blev til nogle tillidserklæringer - et vist tøbrud - men uden at lærerne kom i mål med deres ønsker, siger Jørgen Stamhus.

/ritzau/

Dagens Gossip