Forsker roser kampen mod listeria i nyt fødevareforlig

Skrevet af admin

17/04/2015

Dagens topnyheder

Der er masser af gode initiativer, som hjælper på fødevaresikkerheden i det fødevareforlig, som fredag blev indgået.

Det vurderer professor i mikrobiel fødevaresikkerhed ved Københavns Universitet Hanne Ingmer, efter hun har læst aftaleteksten, som regeringen, SF, Enhedslisten, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti er nået til enighed om.

- Jeg mener, det er et meget fornuftige tiltag. Det er især fornuftigt, at man vil begynde at fokusere på kontrolmetoder og mere dybdegående analysemetoder, som man evner. Og så er det rigtig fornuftigt, at man vil se mere på resistens i fødevarer.

- Man vil prøve at lave en endnu mere risikobaseret kontrol, hvor man fokuserer på de virksomheder, hvor der er problemer, siger Hanne Ingmer til Ritzau.

Hun roser desuden den del af aftalen, der sikrer, at Fødevarestyrelsen nu kan agere sparringspartner for virksomheder omkring listeria-bakterien.

- Omkring listeria synes jeg, at det er fint, at man vil satse på at informere virksomheden om de særlige forhold, der gælder for listeria.

- Det er ekstremt nyttigt, at Fødevarestyrelsen i højere grad får lov til at give vejledning, som jo tidligere ikke lå under deres bemyndigelse.

- Det er en virkelig god idé, som kommer til at gavne virksomhederne og den samlede fødevaresikkerhed betragteligt, siger hun.

Også Jørgen Schlundt, der er institutdirektør på DTU Fødevareinstituttet, roser i hovedtræk forliget, der i perioden 2015-2018 afsætter 354,4 millioner kroner til at højne fødevaresikkerheden.

- Jeg vil sige, der er nogle gode initiativer, og der er et godt fokus på at få noget mere viden. Al erfaring fra Danmark og udlandet viser, at jo mere viden man har, og jo mere man anvender den viden til at lave om i produktionssystemerne, jo bedre bliver ens fødevaresikkerhed, siger han til Ritzau.

/ritzau/