Forsker: Stærekasser kommer 20 år for sent

Skrevet af admin

14/08/2015

Dagens topnyheder

Tiden er løbet fra de stærekasser, som transportminister Hans Christian Schmidt (V) vil sætte op rundt omkring på de danske veje.

Det mener trafikforsker Harry Lahrmann fra Aalborg Universitet.

- Stærekasser havde sin berettigelse for 20 år siden, da vi ikke havde GPS. Det har de ikke i dag, siger han.

Han fortæller, at stærekassernes position kommer ind på bilisternes GPS, så de kan gasse ned på forhånd og køre forbi stærekassen i tilladt hastighed for bagefter at gasse op igen.

Ministeren har fredag foreslået, at stærekasserne erstatter de fotovogne, der i dag står for fartkontrollen, fordi fotovognene lægger beslag på betjente, der ifølge Hans Christian Schmidt kan gøre mere nytte andre steder.

Men det bliver svært at stille stærekasserne på en måde, så de bliver en effektiv erstatning, mener trafikforskeren.

- Ulykkerne er spredt over det hele. Så det er en dårlig idé, siger Harry Lahrmann.

I stedet ser trafikforskeren hellere, at man så på erfaringer fra lande som England, Holland, Italien og Østrig.

Her fotograferes bilisterne på vej ind og ud fra en strækning. Tidsforskellen mellem de to billeder afslører derefter bilistens gennemsnitshastighed på strækningen.

Hos bilejernes forening, FDM, er man mere begejstret for stærekasserne.

- Sverige - det land i verden med den højeste trafiksikkerhed - har haft dem i mange år. Og de har skiltet med dem, siger Torben Lund Kudsk fra FDM.

Han mener dog, at stærekasserne skal bruges fornuftigt, hvis de skal give mening.

- I Sverige sættes der et skilt op, hvor der står, at der kommer en strækning med stærekasser. Men bilisterne får ikke at vide hvor mange. Så sænkes hastigheden over en længere strækning, forklarer Torben Lund Kudsk.

Han mener, at Harry Lahrmanns forslag vil få problemer i Danmark, fordi metoden virker bedst på strækninger med få til- og afkørsler såsom motorveje.

- I Danmark, hvor vi har mange små veje med mange sideveje, er metoden ikke så ideel, mener Torben Lund Kudsk fra FDM.

/ritzau/