Forsker udfordrer teorien om dyrs opståen på jorden

De første dyr på Jorden kunne klare sig med langt mindre ilt, end forskere hidtil har troet.

Det viser studier af en lille havsvamp, der er fisket op i Kerteminde Fjord.

Den viden kan måske øge chancerne for at finde liv i rummet, siger forsker bag fundet, der vender op og ned på forståelsen af dyrenes udviklingshistorie, skriver Videnskab.dk.

Hidtil har forskere troet, at dyreliv først blev muligt, da iltproducerende bakterier fik iltindholdet i atmosfæren til at stige voldsomt for lidt over en halv milliard år siden.

Men ilt var slet ikke den begrænsende faktor for dyrelivets udvikling, viser det nye danske studie. De kunne klare sig med langt mindre ilt, end atmosfæren indeholdt allerede inden stigningen.

Den overraskende opdagelse betyder, at forskere nu må se sig om efter en anden forklaring på, hvorfor dyr først opstod for så relativt kort tid siden i Jordens historie, når det nu viser sig, at der var rigeligt med ilt til dyrenes begrænsede behov forinden.

Det fortæller studiets hovedforfatter, ph.d.-studerende Daniel Mills fra Nordic Center for Earth Evolution ved Syddansk Universitet:

- Vi vil egentlig gerne vide, hvorfor dyreliv først opstod for 635-800 millioner år siden. Hvorfor ikke for to milliarder år siden for eksempel? Var det på grund af iltmangel, som vi hidtil har troet?

- Det har vi undersøgt nu, og det viser sig, at ilt ikke var den begrænsende faktor for udviklingen af dyr, da de kan klare sig med meget lavere koncentrationer af ilt i atmosfæren end hidtil antaget, siger Daniel Mills til Videnskab.dk

Studiet, der netop er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift PNAS, øger måske også chancerne for at finde liv andre steder i universet, fortæller Daniel Mills:

- Hvis ilt ikke var så vigtigt for, at komplekst liv kunne udvikle sig på Jorden, er det måske heller ikke så vigtigt i resten af verdensrummet, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip