Forsker: Venstres knallertforslag bliver et blodbad

Skrevet af admin

12/06/2015

Mest læste i dag

Det kommer til at koste liv og lemmer, hvis Venstre får realiseret ønsket om at sænke aldersgrænserne for kørekort til knallerter og små motorcykler.

Sådan lyder den klare advarsel fra trafikforsker Niels Agerholm, som er lektor på Aalborg Universitet.

- Der er ingen tvivl om, at det bliver et blodbad. Det er noget rigtig skidt, vurderer han over for Ritzau.

Venstre har fredag fremlagt et vækstudspil, som blandt andet rummer en række tiltag, der skal øge mobiliteten og sænke rejsetiden.

Partiet ønsker, at kørekort til lille knallert, som lovligt kan føres med op til 30 kilometer i timen, skal kunne udstedes til 15-årige, hvor grænsen i dag er 16 år.

De 16-årige skal samtidig have adgang til kørekort til stor knallert, som har en tilladt topfart på 45 kilometer i timen, og lille motorcykel, som dækker maskiner med en slagvolumen på op til 125 kubikcentimeter.

- Vi ved, at det gav en fantastisk nedsættelse af antallet af tilskadekomne og dræbte knallertkørere, da vi hævede aldersgrænsen fra 15 til 16 år, så det er noget bras rent trafiksikkerhedsmæssigt, siger forskeren.

Han påpeger, at unge chauffører har en tendens til at køre for hurtigt og for risikobetonet, og at det generelt er langt farligere at køre knallert eller motorcykel, end at køre i bil.

- Evnen til at forudse konsekvenser af ens handlinger udvikles ret sent, påpeger forskeren og uddyber:

- Man plejer at sige, at det er mellem 25 og 30 gange så farligt at køre på knallert som at køre i bil, og hvis man dertil ligger at førerne bliver yngre, så sker der virkelig noget med deres risiko i forhold til, hvis de bliver kørt af deres forældre.

Niels Agerholm stiller også spørgsmålstegn ved den mobilitetsgevinst, som Venstre vil opnå med forslaget.

- De 15-årige har ikke et særlig stort mobilitetsbehov, så forslaget om at give dem knallertkørekort er helt absurd, men jo længere du kommer op, jo større bliver behovet selvfølgelig, konstaterer han og påpeger:

- Det rykker langt, langt mere, at danskerne har fået adgang til billige, små biler, som gør, at alle, der er i lære, har råd til en bil.

/ritzau/