Forsker: Virksomheder får bedre konkurrenceevne

De faktiske forhold i industrien forbedres med den ny treårige overenskomst mellem CO-industri og DI. Aftalen sikrer, at de 6000 virksomheder i aftalen bedre kan konkurrere på lønnen.

Det vurderer arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen, som er professor på Aalborg Universitet.

- Det er overraskende, at det er en treårig overenskomst, ikke en toårig, som vi har haft de seneste to gange. Det vil arbejdsgiverne gerne have. Det giver ro og sikkerhed med omkostningerne, siger Henning Jørgensen.

- For det andet er lønstigningerne ret lave. Man regner med at sikre reallønnen med en inflationstakt på nu under halvanden procent. Men vi kan ikke vide med sikkerhed, hvad der sker med inflationen i 2015, 2016 og 2017.

Industrien, som traditionelt lægger linjen for transport-sektoren, byggeriet, slagterierne, service og andre områder, har indgået en meget ansvarlig overenskomst, vurderer Henning Jørgensen.

- Økonomer og Finansministeriets folk vil juble over dette. Arbejdsgiversiden har fået stabile vilkår. De har sikret, at der ikke kommer en eksplosion i lønnen og omkostningerne de næste tre år, siger han.

Industrien har minimalløn, hvor lønnen forhandles på virksomhederne. Derfor lægger overenskomsten pres på andre områder som transport og byggeri med normalløn. Her skal hele lønstigningen i hus ved overenskomsten, påpeger Henning Jørgensen.

- Forliget lægger pres på dem, fordi overenskomsten er treårig. På områder med normalløn skal alle lønstigninger frem til 1. marts 2017 forhandles hjem nu, siger Henning Jørgensen.

Han peger på, at resultatet skal ses i lyset af krisen, hvor 200.000 job er væk.

- Nogle forhandlere har sagt, at vi endnu ikke er på rette spor. Derfor skal vi have vundet nogle af de tabte job tilbage, siger Henning Jørgensen.

/ritzau/

Dagens Gossip