Forskere afviser at danskere er racister

Der er ikke videnskabeligt grundlag for at påstå, at danskerne er særligt racistiske. Det skriver to forskere i ny bog.

Indvandrerdebatten har været en af de største diskussioner i de seneste årtier. Men mange af de undersøgelser, der bliver brugt i debatten, mangler dokumentation og er båret af "den gode vilje" og en holdning om, at minoriteterne altid bliver undertrykt.

Det er ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten fredag konklusionen i en ny bog om indvandrerforskningen gennem tre årtier. Det er af lektor Mehmet Ümit Necef, Syddansk Universitet, og professor Henning Bech, Københavns Universitet, der udgiver bogen.

- Det er ligesom en støbemaskine, hvor alt kommer i samme form. Uanset hvad man kommer ind i den ene ende, kommer det ud som racisme i den anden ende, siger Mehmet Necef til Jyllands-Posten og tilføjer:

- Hver gang der er nogle ting ved indvandrere, som danskerne finder problematiske, har der stået forskere parat til at sige, at det ikke er indvandrerne og deres måde at opføre sig på, der er problematisk.

- Men at det er danskernes racisme, marginalisering og fremmedhad, der får indvandrerne til at opføre sig på den måde.

Lektor Peter Hervik fra Aalborg Universitet kritiseres i bogen for ikke at se, om der kunne være andre årsager end racisme til, at folk svarer på en bestemt måde i undersøgelser.

Hervik mener imidlertid, at duoen bag bogen ikke har set på helheden af hans forskning.

- Jeg synes, at de skulle lave deres egne undersøgelser og så fremlægge de resultater, de kom frem til, i stedet for at hive tilfældige ting ud fra andres forskning, siger Peter Hervik til Jyllands-Posten.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV