Forskere får historiske 91 millioner til alkohol-forskning

»Selv om alkoholmisbrug er en af de mest skadelige livsstilsfaktorer i den vestlige verden, er vores viden om mekanismerne bag alkoholisme begrænsede, og resultaterne af behandling er beskedne. Vores mål er derfor at skabe et vidensgrundlag, som kan forbedre behandlingen af mennesker med alkoholmisbrug«, siger forskningsprofessor Bent Nielsen fra Psykiatrisk Afdeling, Odense.

Det er Lundbeckfonden, TrygFonden og Region Syddanmark, der er gået sammen om at betale de mange millioner til de i alt fem forskningsprojekter. Et af projekterne målretter sig særligt mod ældre med alkoholproblemer, som ifølge programdirektør for forskningsprojektet RESCueH, Anette Søgaard Nielsen, er en overset gruppe.

»I dag findes der ikke noget behandlingstilbud, der er rettet mod denne gruppe. Det betyder, at de enten ingen behandling får, har en kort samtale med deres praktiserende læge eller bliver henvist til et behandlingscenter, der ikke har nogen erfaring med denne gruppe. Så der er behov for at undersøge, hvordan man kan hjælpe dem,« siger Anette Søgaard Nielsen.

Det anslås, at omkring 140.000 danskere er afhængige af alkohol. Kun 7.000-10.000 af dem er i behandling.

»Det er en generation, der har været vant til at drikke alkohol hele deres voksenliv. Deres forbrug risikerer at udvikle sig til et misbrug i takt med, at de får mere tid, enten fordi de forlader arbejdsmarkedet eller bliver alene,« siger Anette Søgaard Nielsen.

Det ventes, at omkring 3.000 patienter deltager i undersøgelserne.

Dagens Gossip