Forskere farvelægger følelser i kroppen

Grøn af misundelse? Rød af raseri? Sort af sorg? Næ, ikke rigtig. I hvert fald ikke hvis man konsulterer finske forskeres kort over kroppens reaktion på forskellige følelser.

Kortet er dannet på baggrund af 701 forsøgspersoners beskrivelser af, hvordan de oplevede eksempelvis skam, kærlighed og depression. Du kan se det hele i et fascinerende galleri hos Videnskab.dk.

Forsøgspersonerne blev bedt om at indtegne på en silhuet af en menneskekrop, hvor de følte forskellige følelser stærkest. De blev samtidig bedt om at indtegne, hvor kroppen reagerede langsommere og i ringere grad på følelserne.

De forskellige følelser blev udløst ved hjælp af ord, historier, film og ansigtsudtryk.

I alt har forskerne med denne metode kortlagt 14 følelser.

Læs også hos Videnskab.dk: Hvad sker der i kroppen under en orgasme?

Forskerne fra Aalto University i Finland udførte forsøget med personer fra Finland og Sverige samt en forsøgsgruppe fra Taiwan for at demonstrere, at reaktionsmønstret er det samme på tværs af racer.

De 14 beskrevne følelser var inddelt i tre grupperinger:

• Seks basisfølelser

• Syv komplekse følelser

• En neutralitetsfølelse

På kortet fremstår de mest aktive reaktioner på følelser fremhævet med gult og rødt, mens den langsomme eller udeblivende reaktion er illustreret med blå nuancer.

Resultatet kan forhåbentlig hjælpe med bedre at forstå humørsvingninger, depression og angst, mener forskerne bag.

Læs også hos Videnskab.dk: Følelser fundet i hjernen

Af Videnskab.dk

Dagens Gossip