Forskere: Foruroligende vejrrekorder i 2012

Det er britiske og amerikanske forskere, der har udsendt deres årlige rapport om klimaets tilstand.

Ifølge nyhedsbureauet AFP ser 2012 ud til at slå nogle klimamæssige rekorder, omend af den kedelige slags.

2012 blev ifølge forskerne det ottende eller niende varmeste år siden registreringerne begyndte i midten af 1800-tallet.

Den arktiske is smeltede rekordhurtigt i september 2012, og ifølge forskerne blev 2012 året med det hidtil mindste snedække på den nordlige halvkugle.

Mængden af CO2 i atmosfæren blev også målt på det hidtil højeste niveau og nåede i foråret op over grænsen på 400 ppm ved syv ud af 13 arktiske observationsposter.

»Det er foruroligende nyt,« siger direktør Kathryn Sullivan, National Oceanic and Atmospheric Administration, til AFP.

»Vores planet bliver som helhed et varmere og varmere sted,« siger hun.

»Observationerne advarer os om en fremtid, hvor ekstremer og intensiteten af visse ekstremsituationer bliver mere hyppigt forekommende og mere intense, end hvad vi hidtil har set,« siger hun ifølge AFP.

Der er dog også et par positive nyheder i rapporten. Klimaet i Antarktis forbliver »relativt stabilt«, og samtidig har varm luft ført til, at hullet i ozonlaget i 2012 var det næstmindste i de seneste 20 år.

Dagens Gossip