Forskere: Kvinder bliver bedre til at finde vej, når de får mande-hormoner

Skrevet af Lennart Kiil

25/01/2016

Dagens topnyheder

Forestil dig dette: Deltagerne i et eksperiment bliver udstyret med 3D-briller og et joystick. De har til opgave at finde vej i et computerskabt miljø. Forsøgspersonerne er samtidigt koblet til en hjernescanner, så forskerne kan følge aktiviteten i deres hoveder.

Scenariet er fra et norsk eksperiment, hvor forskerne ville undersøge forskelle mellem mænd og kvinder. Nogle af resultaterne var således:

Mænd kom i gennemsnit hurtigere gennem labyrinten. Da forskere gav kvinder testosteron, blev kvindernes overblik over den computerskabte labyrint tilmed bedre. Hormonet, som mænd har mere af, har dermed en effekt på at skabe overblik og finde vej, konkluderer forskerne:

- Mænds retningssans var mere effektiv. De kom hurtigere frem til målet, forklarer lægen Carl Pintzka, som ledte forsøget på Norges Tekniske og Naturvidenskabelige Universitet.

Dette er ikke i sig selv nyt, forklarer biolog og forfatter til bogen To køn - Tre sandheder Kåre Fog til Dagens.dk:

- Der findes en hel række undersøgelser, der viser den samme forskel i mænds og kvinders evner til at læse kort og finde vej.

Læs også: Derfor er mænd bedre til at finde vej end kvinder

Testosteron på tungen
Men det norske eksperiment stoppede ikke her. I stedet udvidede man forsøget med kvinder ved at dele dem op i to grupper:

Den ene gruppe fik en dråbe testosteron. Den anden gruppe fik en dråbe, der var magen til, blot uden testosteron.

Og så skete der noget interessant:

Gruppen, der modtog testosteron, fik en bedre retningssans.

'Testosteronkvinderne' løste også selve orienteringsopgaven en tand hurtigere, men forskellen her var ikke betydelig.

- De kvinder, der havde fået testosteron, gav bedre svar med hensyn til retninger, forklarer Kåre Fog.

Hjernescanningerne, som blev foretaget under forsøget, underbygger resultaterne: Når kvinderne i testosteron-gruppen effektivt fandt vej, havde de betydeligt mere aktivitet i temporallappen; netop den del af hjernen, mænd typisk bruger under orientering og navigation.

Læs også: Her er beviset: Kvinder kører bedre bil end mænd

En ny dimension
Mænd navigerer typisk efter kardinalpunkter, mens kvinder typisk navigerer efter landemærker.

Man kan sige, at de kvinder, som havde fået testosteron, pludselig havde fået en ny dimension stillet til rådighed. De kunne nu bedre navigere efter kardinalpunkter, ligesom mænd.

De valgte dog alligevel hovedageligt at bero på den gammelkendte metode med landemærker, da det kom til stykket.

- De havde så at sige ikke opdaget deres nyvundne evner og lært at bruge dem i praksis, siger Kåre Fog.

Han understreger, at flere studier har påvist stor betydning af kønshormoner - også for eksempel for evnen til mental rotation.

Læs også: Mand ser en kvinde fanget i en forulykket bil og udnytter situationen

Viden giver bedre behandling
De påviste kønsforskelle er måske resultatet af en klar arbejdsdeling mellem mænd og kvinder tidligt i menneskets udviklingshistorie.

På nogle områder har mænd fordele, på andre områder er kvinder overlegne.

- I meget gamle dage var mænd jægere og kvinder samlere. Og andre forskere har vist, at kvinder er bedre til at finde ting lokalt.

Det forklarer Carl Pintzka, en af forskerne bag det banebrydende norske forsøg med kønshormoner.

Forståelsen af forskelle i de to køns hjerner er vigtig for behandlingen af eksempelvis sygdommen Alzheimers.

- Dobbelt så mange kvinder som mænd får diagnosen, så der kan være en sammenhæng med kønshormoner, slutter Pintzka af.

Et af de første tegn på Alzheimers er i øvrigt tab af stedsans.

Følg Dagens Videnskab for flere lignende artikler: