Forskere: Lattergas kan kurere svære depressioner

Skrevet af Ronja Ryde

13/12/2014

Mest læste i dag

Et hold forskere fra Washington University School of Medicine har opdaget, at lattergas kan mere end at bedøve dig og få dig til at grine i et kort stykke tid.

Det viser sig nemlig, at gasarten dinitrogenoxid, som også går under det mere populære navn lattergas, er en af de mest effektive behandlinger, når det kommer til at kurere svære depressioner.

Det skriver Medical News Today.

De amerikanske forskere har testet lattergas-behandlingen på 20 svært deprimerede patienter, som var blevet immune over for deres antidepressiv-medicin.

Og de fleste af patienterne fik det meget hurtigt meget bedre, fortæller lægen Charles Conway, som er en af forskerne bag.

- De fleste af de patienter, som oplevede forbedringer, fortalte, at de fik det bedre allerede to timer efter at være blevet behandlet med dinitrogenoxid, siger Charles Conway.

Patienternes forbedrede mentale tilstand varede endda i flere dage efter behandlingen, selvom lattergassen faktisk forlader kroppen efter meget kort tid, og i øvrigt ikke har nogen kendte bivirkninger.

Forskerne påpeger derfor, at det kunne være højst fordelagtigt at behandle selvmordstruede patienter med lattergas, da netop den type patienter jo har brug for at få det bedre i en fart.

De understreger dog også, at gasarten kun bør bruges midlertidigt, indtil der findes en bedre medicinsk løsning for patienten.