Forskere: Panodiler hjælper ikke på rygsmerter

Paracetamol - bedre kendt som Panodil eller Pamol - har ingen væsentlig effekt på smerter i den nedre del af ryggen, selvom pillerne ofte er det første, man får stukket i hånden, hvis der er knas med kroppens bagside.

En undersøgelse, hvor flere end 1600 personer med rygproblemer har deltaget, viser, at det smertestillende middel ikke har bedre effekt end placebo-piller.

Forsøgspersoner, der havde fået piller uden et smertestillende virkemiddel, kom sig endda generelt en dag hurtigere over smerterne sammenlignet med dem, der fik rigtig medicin, skriver australske forskere i en artikel, der er offentliggjort i det anerkendte lægetidsskrift The Lancet.

- Vores resultater tyder på, at paracetamol ikke har nogen effekt på restitutionstiden sammenlignet med placebo i forhold til smerter i den nedre ryg, og resultaterne sætter spørgsmålstegn ved den universelle brug af paracetamol til denne patientgruppe, skriver forskerne.

Paracetamol havde heller ingen effekt på akutte smerter, manglende bevægelighed og søvn eller generel livskvalitet, fortæller forskerholdet.

Smerter i den nedre del af ryggen er rundt i verden den hyppigste årsag til, at folk mister evnen til at arbejde.

Herhjemme har Statens Institut for Folkesundhed i sin seneste rygrapport fra 2011 fundet frem til, at rygproblemer koster danskerne to millioner sygedage årligt.

1652 personer med akutte rygsmerter fra 235 lægeklinikker i Sydney i Australien blev i forsøget inddelt i tre grupper. Den ene fik jævnligt paracetamol, den anden tog pillerne efter behov, mens den tredje gruppe fik tildelt placebo-pillerne.

- Målt på medianen tog det 17 dage for den første gruppe at komme sig, 17 dage for den anden gruppe og 16 dage for placebo-gruppen, skriver forskerne.

Alle patienterne fik desuden rådgivning af topkvalitet, og ifølge forfatterne tyder det på, at netop rådgivning kan være vigtigere end behandling med smertestillende.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip