Forskere: Prostitution er en del af den globale velstand

Nye undersøgelser viser, at de prostituerede selv har valgt det, når de sælger sex. Måske er de ikke lykkelige, men når de rejser til udlandet for at tjene flere penge gennem sexindustrien, så er det helt frivilligt.

- Man har et forstokket kvindesyn, hvis man ser på udenlandske prostituerede som svage stakler, der ikke selv har indflydelse på deres skæbner. Det tyder på, at man har en opfattelse af, at de som kvinder helst affinder sig passivt med de fattige forhold i deres hjemlande, mens mænd derimod gerne rejser ud for at forsørge deres familier, siger Christian Groes-Green, antropolog og kønsforsker, ifølge Videnskab.dk.

Han forklarer også, at mange vestlige lande er så attraktive for kvinder i meget fattige lande, som Afrika og Østeuropa, Sydamerika og Sydøstasien, at de gerne vil prostituere sig for at være her.

På baggrund af egne og kollegers forskning konkluderer Christian Groes-Green, at det er den stigende ulighed i verden, som får fattige kvinder fra fattige dele af verden, til at rejse til rigere vestlige lande, for at prostituere sig.

Christian Groes-Green og hans kolleger på RUC inviterede for nyligt migrationsforskere fra flere lande til konferencen Intimite Migration på RUC. Her talte flere ledende forskere inden for emnet, blandt andre Laura Ora Casas.

- Når de sender penge hjem, opnår både de og deres familie en højere status. Min undersøgelse afkræfter ideen om, at kvinderne i sexbranchen er passive. De bidrager aktivt til en global velgørenhedskæde, fortalte hun.

Også den engelske forsker Nick May fra London Metropolitan University fremlagde tydelige argumenter for legalisering af prostitution;

- I den engelske sexindustri kan migranterne tjene nok til at leve godt i London og samtidig sende penge hjem, så deres familiers levestandard også bliver betydeligt forbedret, forklarer han.

Dagens Gossip