Forskning i dræbervirus udløser etisk debat

I forsøget har kinesiske forskere gensplejset den frygtede og aggressive fugleinfluenza H5N1 med den menneskelige influenza H1N1 og formået at skabe hybrider, der gennem luften er i stand til at sprede sig blandt marsvin. Dermed påviser forskerne, at H5N1 ikke alene spreder sig blandt fugle eller fra fugle til mennesker, men også kan blive manipuleret, så den smitter mellem pattedyr og i værste fald måske også mellem mennesker.

Kritikere af forsøget mener, det er for farligt, og at det hverken burde være gennemført eller offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Science. De frygter, hvad der vil ske, hvis gensplejset virus på en eller måde slipper ud fra det supersikrede laboratorium på det veterinære forskningsinstitut i kinesiske Harbin. Sker det, kan verden blive ramt af en pandemisk dræbersygdom, der vil ramme millioner af mennesker, indtil der bliver udviklet en vaccine imod den.

Kritikerne noterer sig også, at det i to andre kontroversielle forsøg allerede er videnskabeligt bevist, at H5N1 kan manipuleres til at sprede sig blandt pattedyr. Dertil kommer deres frygt for, at forskningsresultaterne kan komme i hænderne på terrorister. En frygt der er så stor, at de amerikanske myndigheder for halvandet år siden bad Science og Nature om at tilbageholde artikler om de to førnævnte forsøg.

Kineserne selv mener, at deres forsøg er relevant i arbejdet med at forstå, hvordan virus opstår i nye og potentielt farligere former. Jo mere forskerne kender til virus, og hvordan det kan ændre sig, desto bedre vil de være i stand til at bekæmpe det, hvis det for alvor begynder at blive ondartet.

Ifølge professor og epidemiolog Jens Lundgren, Københavns Universitet, er forsøgene med H5N1 nødvendige. Men »man skal virkelig tænke sig godt om«, som han udtrykker det.

»Der er både et videnskabeligt og et sundhedsmæssigt argument for at gøre det. Vi vil gerne vide mere om disse former for virus, og vi vil gerne forbedre vores evner til at forudsige, hvad der skal til, for at de bliver farlige for mennesker. Det betyder, at vi kan komme tidligere i gang med at skabe nye vacciner, som det typisk tager fire-seks måneder at udvikle,« siger han og fortsætter:

»H5N1 har i en årrække cirkuleret blandt fugle, og i omkring 1.000 tilfælde er mennesker blevet smittet af fugle. 20-40 procent af de smittede er døde, så det er en meget aggressiv form for influenza, der meget nødigt skulle begynde at smitte fra mennesker til mennesker.«

Han tilføjer, at forskningen foregår »på godt sikrede laboratorier«, og han afviser, at Science har været med til at promovere det, der bliver kaldt dårlig videnskab.

»Måske er der en tendens til, at det bliver gjort farligere, end det reelt er,« siger han.

Dagens Gossip