Forskning: Omskæring øger risiko for autisme hos drenge

Drenge, som bliver omskåret, har næsten 50 procent højere risiko for at udvikle autisme, inden de fylder 10 år.

Og når det gælder den mest alvorlige autismeforstyrrelse, infantil autisme, som typisk rammer helt ned til fem år, er risikoen hos omskårne drenge tilsyneladende fordoblet.

Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten og Dagens Medicin på baggrund af et nyt forskningsprojekt fra Statens Serum Institut.

Forskerne bag studiet mener, at det måske kan hænge sammen med det traume, som drengebørnene oplever i forbindelse med omskæringen, men den bagvedliggende sammenhæng mellem omskæring og autisme er ikke kendt.

- Små børn kan fuldt ud registrere, når noget gør ondt. Den frygt, de oplever og forbinder med smerte, lagres i nogle tilfælde som et traume, der senere i livet kan udvikle sig til autisme, siger Morten Frisch, overlæge og adjungerede professor fra Statens Serum Institut, der står bag undersøgelsen.

I undersøgelsen har forskerne fulgt samtlige danske drenge, født i perioden 1994 til 2003. I alt er der tale om 342.877 drenge i alderen nul til ni år. 3347 af de undersøgte drenge fik diagnosticeret autisme.

- Der er tale om en robust og statistisk sammenhæng mellem rituel omskæring og autisme, siger Morten Frisch til Jyllands-Posten.

- Vores studie er naturligvis ikke noget endegyldigt bevis, men resultaterne er så overbevisende, at det bør give anledning til, at andre forskere i andre lande i en fart kigger på, om de kan finde samme sammenhæng.

Ifølge Sundhedsstyrelsens skøn foregår der 1000 til 2000 rituelle omskæringer på danske drenge om året, men langt fra alle registreres, fordi omskæringerne kan være foretaget privat eller i udlandet.

Sidste år blev der anmeldt omkring 400 rituelle omskæringer.

De danske forskere er inspireret til projektet af et amerikansk studie, der viste en stærk geografisk sammenhæng mellem omskæring blandt nyfødte drenge og forekomsten af autisme.

/ritzau/

Dagens Gossip