Forskning: Soldyrkere lever længere

Et hold danske forskere er på vej med en overraskende undersøgelse, der viser, at ivrige soldyrkere - folk der har fået almindelig hudkræft - i gennemsnit lever seks år længere end befolkningen i almindelighed.

De har øvrigt også har en lavere forekomst af både blodpropper i hjertet og knogleskørhed end resten af befolkningen, skriver Politiken onsdag.

Forskerne kan ikke pege på den direkte årsagssammenhæng mellem soldyrkning og fundene.

- Man skal bestemt have respekt for solen – og undgå solskoldninger, ikke mindst hos børn og unge, for på den måde især at mindske forekomsten af den slemme form for hudcancer, malignt melanom, siger professor Børge Nordestgaard, Herlev Hospital, til Politiken.

Han er en af forskerne bag undersøgelsen, der offentliggøres i videnskabstidsskriftet International Journal of Epidemiology.

- Vi har de seneste år set en vis grad af solforskrækkelse, og det er efter min mening at gå i den anden grøft, siger Børge Nordestgaard.

Inge Haunstrup Clemmensen, der er overlæge i Kræftens Bekæmpelse, synes, at undersøgelsen er spændende:

- Den rejser en mistanke om, at der kan være en sammenhæng mellem solens stråler og de positive helbredsfund, der påvises hos gruppen af mennesker, som har haft almindelig hudkræft.

- Men det er bare vigtigt at holde fast i, at den ikke viser en egentlig årsagssammenhæng, siger hun til Politiken.

I undersøgelsen er helbredsrelaterede data fra 4,4 millioner danskere i alderen 40-100 år analyseret. Analysen dækker perioden 1980-2006. 130.000 borgere, der havde haft almindelig hudkræft, blev sammenlignet med resten af befolkningen.

Hos Kræftens Bekæmpelse mener Inge Haunstrup Clemmensen, at en mulig forklaring kan være, at mennesker, der har råd og tid til at være meget i solen, ofte vil dyrke udendørs sport eller motion – og at de på den måde styrker helbredet.

/ritzau/

Dagens Gossip