Forskning: Verden mangler mange penge til hiv-bekæmpelse

Den globale hiv-epidemi er meget langt fra at være slut, og den risikerer at blive værre i årene frem til 2050, hvis der ikke bliver skaffet et astronomisk milliardbeløb til bekæmpelsen af hiv-smitte.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

Alene de ni lande, der har flest smittede indbyggere, vil komme til at mangle 648 milliarder kroner for at kunne fortsætte deres nuværende hiv-indsats.

Og skal landene, der alle ligger i det sydlige Afrika, i modsætning til i dag ovenikøbet få råd til at behandle alle deres smittede, så kommer der til at mangle næsten det tredobbelte beløb, 1725 milliarder kroner.

Det er hovedkonklusionen i en nyligt offentliggjort rapport fra det amerikanske Harvard University ifølge Kristeligt Dagblad.

Tilsammen står de ni lande - Etiopien, Kenya, Malawi, Nigeria, Sydafrika, Tanzania, Uganda, Zambia og Zimbabwe - for syv ud af ti hiv- og aidstilfælde på kontinentet. Ikke ét af landene vil være i stand til at løfte omkostningerne, men verden har ikke råd til at undlade at hjælpe, advarer forskerne.

De afrikanske lande har taget hånd om sygdommen, understreger professor i virussygdomme ved Københavns Universitet og overlæge på Rigshospitalets Infektionsmedicinske Afdeling, Jens Lundgren, der i en årrække har forsket i hiv-virussets udbredelse og behandling.

- De har faktisk formået at forhindre antallet af smittede i at vokse år for år i modsætning til Europa, hvor antallet af nysmittede stiger. Vi vurderer, at der sidste år døde cirka 100.000 mennesker i Europa af aids-relaterede årsager, og at de 80.000-90.000 af dødsfaldene kunne være undgået med behandling, siger han til Kristeligt Dagblad.

Stigningen hænger i høj grad sammen med udviklingen i Østeuropa, hvor især Rusland længe har ignoreret det voksende sygdomsproblem i befolkningen ifølge Jens Lundgren.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip