Forskrækket Neymar: Frygtede en alvorlig skade

Det så alvorligt ud, da superstjernen Neymar torsdag aften vred sig i smerte og måtte hjælpes fra banen på grund af en ankelskade i Barcelonas pokalsejr på 2-0 over Getafe.

- På det tidspunkt troede jeg, at det kunne være en meget alvorlig skade, og jeg tænkte på alle mine planer for 2014, siger Neymar ifølge Goal.

Fredagens undersøgelser gav imidlertid gode nyheder til brasilianeren. FC Barcelona kunne meddele, at Neymar er sat udenfor i tre til fire uger, og dermed er hans VM på hjemmebane ikke i fare.

- Bare rolig. Jeg vil gøre alt det rigtige for at være tilbage snart. Hvilken forskrækkelse. Men Jesus var igen på min side. Tak til alle, der har bedt for mig.

Neymar fik comeback i startopstillingen efter en periode med karantæne og sygdom, men allerede efter 22 minutter måtte han lade sig udskifte, da han vred om på anklen i forsøget på at lægge bolden ind foran mål.

Neymar kommer formentlig til at gå glip af fire til fem kampe for Barcelona, men hvis tidsrammen holder vil han blive klar til den første 1/8-finale i Champions League, hvor Barcelona tørner sammen med Manchester City.

/ritzau/

Dagens Gossip