Forslået Jakob Fuglsang udgår af Post Danmark Rundt

Skrevet af admin

07/08/2015

Mest læste i dag

Post Danmark Rundt 2015 er slut for Jakob Fuglsangs vedkommende. Astana-rytteren stilede til start på 4. etape, men kort inden afslutningen på fredagens første etape valgte han at stå af cyklen.

Det er det voldsomme styrt på torsdagens etape, der fik Fuglsang til at sige stop.

På 3. etape kæmpede han sig i mål på 3. etape, og det var tvivlsomt, om han kunne stille til start fredag på grund af de mange knubs, han havde fået.

Inden fredagens start såede han tvivl om, hvor vidt han kunne fuldføre.

- Jeg kan nok godt køre etapen nu, men jeg ved ikke, om jeg kan sidde på enkeltstartscyklen i aften, sagde han.

Så langt kom Fuglsang ikke. Han stoppede efter den første rundstrækning i Frederiksværk fredag.

Fuglsang har ellers gjort det til en tradition at gøre en flot figur i Post Danmark Rundt. Han har vundet løbet sammenlagt tre gange, hvilket ingen anden har gjort.

Men denne gang nåede han ikke at gøre sig bemærket i Danmarks største etapeløb.

Han mødte ellers frem i god form efter Tour de France. Her var han også uheldig med et styrt. På en etape, hvor han var i spil til en etapesejr, blev han påkørt af en motorcykel og mistede vigtige sekunder.

/ritzau/