Forslået og forfrossen mand på Fyn nægter at tale med politiet

Skrevet af admin

26/04/2016

Dagens topnyheder

Politiet er fortsat på bar bund i sagen, hvor en 56-årig mand blev fundet voldsomt forslået og med en kropstemperatur på 28 grader foran sin bopæl på Fyn.

Manden er nu vågen og hans tilstand er stabil, men han vil ikke fortælle politiet, hvad der er sket.

- Han er ikke meget meddelsom. Vi studser over det, når folk ikke vil fortælle os, hvad der er foregået. Især når man er offer, siger Thorkild Andersen fra lokalpolitiet i Faaborg-Midtfyn.

- Derfor er vi lidt mere mistænksomme, og tænker over, hvad det er, han dækker over.

Det var en nabo, der fandt manden foran sit hjem i Vesterparken i Ringe tidligt mandag morgen.

Skaderne på manden var så voldsomme, at han i flere timer svævede mellem liv og død på hospitalet.

Det var især hovedet og mandens knæ, det var gået ud over.

Men politiet har stadig ingen idé om, hvad grunden kan have været til, at manden skulle have tæsk.

Man er fortsat så usikker, at man også opererer med teorien om, at manden måske kan have gjort det mod sig selv.

- Han har en psykisk sygdom. Det kan også spille en rolle, siger Thorkild Andersen, som ikke kan komme nærmere ind på, hvilken psykisk sygdom der er tale om.

/ritzau/