Forsøg på giftmord: Hvad er abrin?

Skrevet af admin

19/06/2014

Mest læste i dag

Ved hjælp af det lyssky Tor-netværk bestilte en 34-årig mand ifølge anklagemyndigheden giftstoffet abrin over to omgange på internettet i december sidste år.

Stoffet er blevet undersøgt på Center for Bioforskning og Beredskab, der vurderer, at den fundne mængde abrin kan slå mellem to og 20 mennesker ihjel, og det er et meget sjældent giftstof.

* Abrin er et protein, som kommer fra paternosterbønnen Abrus precatorius. Paternosterbønnerne bliver brugt som et naturligt abortmiddel i Asien.

* Abrin kan komme ind i kroppen ved indtagelse, inhalation eller injektion.

* Den dødelige dosis er 0,04 mikrogram. Abrin er tæt beslægtet med ricin, men er mere toksisk i dyreforsøg.

* Inden for få timer efter inhalation af abrin opleves vejrtrækningsbesvær, feber, hoste, svimmelhed, trykken for brystet, voldsom svedproduktion og lungeødem. Dette kan til sidst lede til blodtryksfald, respiratorisk kollaps og død.

* De første symptomer på abrinforgiftning ved indtagelse kommer mindre end seks timer efter, men kan tage op til tre dage. Blodig opkast, alvorlig dehydrering, hallucinationer, blodig urin, leverstop, milt- og nyrestop og senere død.

* Afhængig af hvilken rute toksinet kommer ind i kroppen, kan døden indtræffe efter 36 til 72 timer. Hvis patienten har overlevet tre til fem dage, kommer man sig sædvanligvis.

Kilde: Center for biosikring, Statens Serum Institut.

/ritzau/