Forspring på 13 point gør PSV til hollandsk mester

PSV Eindhoven sikrede sig lørdag det hollandske mesterskab efter en suveræn sæson.

PSV vandt lørdag på hjemmebane med 4-1 over Herenveen, og sejren betyder, at Ajax på andenpladsen ikke længere kan nå at hente rivalerne fra Eindhoven.

Med sejren bragte PSV sig op på 79 point, og da danskerklubben Ajax på andenpladsen har 66 point og maksimalt kan få 12 point ud af holdets sidste fire kampe, så er det hollandske mesterskab afgjort.

PSV har sæsonen igennem været suveræne, og har hentet 26 sejre ud af 31 mulige, og mesterskabet er nummer 22 for PSV.

/ritzau/

Dagens Gossip