Forstad og pengetank vil bygge for milliarder

Med pengetanken Realdania som makker sætter Høje-Taastrup nu gang i milliardstore planer om at udvikle en helt ny bydel ved Hedehusene i den vestlige del af forstadskommunen.

Planerne blev omtalt af Berlingske Business Ejendomme i april sidste år som et af flere udviklingsprojekter i Høje-Taastrup, der har haft held til at tiltrække adskillige virksomheder med beliggenhed tæt på motorvej, S-tog og regionaltog - eksempelvis bygger transportgiganten DSV nyt hovedsæde i Hedehusene.

Kommunen præsenterede mandag et partnerskab med Realdania-fonden, der ejer en god bid af Danske Bank og blandt andet støtter byudvikling i Køge, Fredericia og Ringkøbing. I løbet af 25-30 år skal der bygges over 500.000 kvm – med en kvadratmeterpris på 15.000 kroner svarer det til næsten otte milliarder kroner alene i byggeri.

Den nye bydel skal have omkring 4.200 boliger med formentlig 10.000 indbyggere – lidt af en vitaminindsprøjtning for en kommune med knap 50.000 borgere. En mindre del af byggeriet skal være butikker, institutioner og kontorer.

»Vi vil bygge en bydel, der opfylder menneskets behov i det nye årtusinde,« siger borgmester Michael Ziegler (K), der sikkert har det fint med at tale om andet end den nu afsluttede lærerkonflikt.

Projektet er døbt NærHeden på grund af placeringen tæt på den eksisterende bydel Hedehusene, på Hedehusene Station og på det store, rekreative område Hedeland.

NærHeden skal anlægges på et areal, der svarer til 100 fodboldbaner og omfatter en gammel industrigrund, to nuværende erhvervsejendomme og et kuperet grønt område med en sø.

Det er planen at afholde en konkurrence om NærHeden fra 2013-14 og derefter udarbejde en overordnet udviklingsplan og søge investorer, formentlig med første spadestik i 2016.

En særlig aktivitetspulje på 50 millioner kroner skal "fungere som løftestang for udviklingen," skriver de to partnere i en pressemeddelelse.

Formand for partnerskabet bliver Mads Lebech, direktør for Industriens Fond og tidligere frederiksbergsk borgmesterkollega til Michael Ziegler.

 

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV