Forstædernes Bank gav rigmænd milliarder til spekulation

Forstædernes Bank tildelte de tre rigmænd en valutaramme på tilsammen 25 milliarder kroner til højrisikabel spekulation på valuta- og rentemarkederne kort før finanskrisen brød ud i 2008, skriver avisen. En fjerde spekulant, Martin Malvang Klüts, fik i øvrigt en lignende aftale med banken med en valutaramme på 10 milliarder kroner, inden han gik konkurs i 2008.

Uden at lægge en krone til sikkerhed i banken fik Henrik Ørbekker adgang til at spekulere for 10 milliarder kroner i valutakontrakter, som i dag er overtaget af Nykredit-koncernen. Den nye banksag bliver afdækket i bogen »Andre folks penge«, som udkommer på mandag. Og sagen vækker opsigt blandt de finansielle eksperter:

»Det er dybt overraskende, at man kan tillade et spekulativt arrangement af denne størrelse,« siger professor Caspar Rose fra CBS til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Det samme mener professor Finn Østrup fra CBS, der er medlem af det statsnedsatte udvalg, der om få uger offentliggør en rapport om finanskrisens årsager:

»Det er ikke god bankdrift, at man kan finde på at tilbyde valutaspekulation for så kæmpestort et beløb. Der har været foretaget mange undersøgelser om muligheden for at forudsige valutakursbevægelser. Alle beviser de, at det kan man ikke«.

Bankekspert Lars Krull fra Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet er enig med sine kolleger. Han er især negativt overrasket over, at Forstædernes Bank har givet så store valutarammer uden at få en ordentlig sikkerhed til gengæld, skriver avisen.

Den i dag konkursramte Henrik Ørbekker skulle for eksempel først skyde egne penge i forretningerne, når et eventuelt tab oversteg 37,5 millioner kroner. Da han kom i økonomiske problemer, så Forstædernes Bank endda stort på den betingelse.

Den tidligere topledelse i Forstædernes Bank, Kjeld Mosebo Christensen og Gunnar Kobberup, siger til Morgenavisen Jyllands-Posten, at de har skrevet under på, at de ikke må udtale sig om forhold vedrørende Forstædernes Bank.

Dagens Gossip