Forstærket kritik af PET-chef i agentsag

Chefen for Politiets Efterretningstjeneste er på tynd is i sagen om samarbejdet med agenten Morten Storm, mener en professor i strafferet.

I en kronik i Jyllands-Posten torsdag forstærker professor Gorm Toftegaard Nielsen fra Aarhus Universitet sin kritik af PET-chef Jakob Scharf.

Senest har avisen påvist, hvordan Morten Storm var med at arrangere, at en kroatisk kvinde blev gift med en fremtrædende al-Qaeda-repræsentant i Yemen.

CIA betalte agenten 250.000 dollar for indsatsen, og PET deltog i samarbejdet, har avisen berettet.

Imidlertid har Jakob Scharf tidligere oplyst, at PET's indsats i forhold til Anwar al-Awlaki i Yemen har drejet sig om at "afdække konkrete terrortrusler mod Danmark eller danske interesser i udlandet, herunder eventuel kontakt mellem al-Awlaki og terrorrelaterede personer, grupper eller netværk i Danmark."

Men denne udtalelse "harmonerer ikke", skriver Gorm Toftegaard Nielsen med Jyllands-Postens dokumentation af, at Morten Storm sørgede for transporten af kvinden til Yemen, fastslår Gorm Toftegaard Nielsen i kronikken.

I forbindelse med rejsen ønskede CIA at opspore al-Awlaki, som senere blev dræbt i et droneangreb.

Sagen har fået mange kommentarer med på vejen. For eksempel har Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard sagt, at det var godt, at al-Qaeda-terroristen blev dræbt.

Og den politiske kommentar og forhenværende justitsminister Hans Engell har fundet samarbejdet uproblematisk.

Professoren advarer dog befolkningen og politikere mod at nære blind tillid til PET, hvis magt er "stor og til dels ukontrollerbar."

"Et af problemerne i dag er, at store dele af befolkningen - og politikerne - nærmest har større tillid til politiet end til domstolene," skriver han.

Dagens Gossip