Forsvarende mester stormer forbi japaner i Wimbledon

Den forsvarende mester Petra Kvitova er klar til tredje runde efter endnu en overbevisende præstation ved grand slam-turneringen Wimbledon.

Torsdag eftermiddag vandt den andenseedede Kvitova uden problemer 6-2, 6-0 over japanske Kurumi Nara, der er nummer 57 i verden.

- Det var en god kamp fra min side. Jeg havde virkelig forventet en hård kamp, fordi jeg så hende spille mod Venus Williams her sidste år, siger Kvitova, der er nummer to i verden.

- Jeg var godt forberedt, og jeg er meget tilfreds med, hvordan jeg spillede, og hvordan jeg vandt, siger 25-årige Kvitova.

Sejren blev blandt andet grundlagt ved hjælp af en række solide servepartier, og det blev til hele 10 esser og 23 vindere fra tjekken i løbet af de 58 minutter, som tenniskampen varede.

I første runde brugte Kvitova kun 35 minutter på at besejre hollænderen Kiki Bertens i to hurtige sæt.

Kvitova møder enten den 26.-seedede serber Jelena Jankovic, der tidligere har været nummer et i verden, eller russeren Evgeniya Rodina i næste kamp, der gælder en plads blandt de bedste 16 kvindespillere.

/ritzau/

Dagens Gossip