Forsvarer betvivler børns vidneudsagn om nus og kys

Skrevet af admin

13/10/2015

Mest læste i dag

Kan børn under pres og med den forkerte spørgemetode påvirkes til at opdigte hændelser, hvor de er blevet befølte?

Det var det helt store spørgsmål tirsdag i Østre Landsret, hvor en 61-årig tidligere pædagog sidder tiltalt for adskillige tilfælde af blufærdighedskrænkelser.

Tiltaltes forsvarsadvokat, Henrik Juel Halberg, kritiserede under sin procedure vidneafhøringerne af de 14 ud af 16 børn. Han mente, at børnene har fantaseret ting, der passer til, hvad de voksne vil høre.

Blandt andet for at slippe for afhøringer der i nogle tilfælde har varet mere end 45 minutter.

- Afhøringerne er under al kritik. Mange af afhøringerne er alt for lange. Barnet bliver træt, fordi spørgsmålene bliver gentaget, og derfor taler de betjenten efter munden, så de kan komme ud af lokalet, sagde forsvareren.

Derudover anfægter han nogle af forklaringerne på baggrund af, at der under afhøringerne stilles meget ledende spørgsmål.

- Afhøringerne er præget af, at børnene skal bekræfte tiltalerne. "Din far har sagt til mig, at du har sagt til ham", bliver der blandt andet spurgt under afhøringerne. Man kan godt plante erindringer om ting, der ikke er sket, i børns hukommelse.

- Til sidst kan barnet komme til at bekræfte en voksen-produceret fantasi, som aldrig er foregået, sagde Henrik Juel Halberg.

Anklager Eva Louise Paduan sagde i retten, at forsvarerens kritik ikke holder. Hun vil have pædagogens dom skærpet til to års fængsel.

- Børn kan påvirkes til at tale om aseksuelle hændelser, men ikke seksuelle, sagde Paduan.

Overgrebene skulle være sket i perioden juni 2011 og frem til november 2012 i en børnehave i Holbæk.

Pædagogen blev sidste år idømt et år og tre måneders fængsel ved Retten i Holbæk for at kysse, beføle eller blotte sig for 14 ud af de 16 børn, der er i alderen tre til syv år.

Der falder dom i sagen onsdag.

/ritzau/