Forsvarer: Der var ikke tale om drab på bodega

Overvågningsbilleder viser knivstikkeriet, ligesom der er billeder af, hvordan offeret, en 38-årig ghanesisk familiefar, efter et enkelt knivstik i hjertet vaklede ud på kørebanen på Nørrebrogade. Han døde senere af sine kvæstelser.

Trods de håndfaste beviser skal gerningsmanden frikendes for drab, mener hans forsvarer, Michael Juul Eriksen, da han sammen med forsvarerne til de øvrige tiltalte og anklageren i sagen procederede mandag.

Juul Eriksen slog fast, at der i stedet var tale om vold med døden til følge, fordi hans klient ikke havde til hensigt at slå ihjel med knivstikket, som den tilsyneladende uskyldige ghaneser blev offer for, da han kom trækkende med sin cykel efter at have besøgt værtshuset. Begrundelsen er, at der blot er tale om et enkelt knivstik, at det ikke var dybt, og at det ikke var planlagt.

»Hvis det er et drab, skal min klient have været indforstået med, at det er helt ok, hvis manden dør af stikket. Det har anklagemyndigheden ikke ført bevis for,« lød det fra Juul Eriksen i Københavns Byret. Her understregede han også, at klienten sandsynligvis har vidst, at knivstikket kunne være dødeligt, men at han ikke har haft en intention om at dræbe.

Selv har gerningsmanden forklaret, at han gik i sort, da han kort tid forinden inde på Café Louise havde set sin bror, en af de øvrige to tiltalte, bløde fra baghovedet efter klammeri med andre gæster. Derfor trak han kniven, og han endte med af flere omgange at stikke fem mænd både indenfor og ude på gaden, mens den tredje tiltalte angiveligt slog og sparkede nogle af dem.

Anklageren gjorde i sin procedure rede for, at både Michael Juul Eriksens klient og den tredje tiltalte bør dømmes i forening for både drab og drabsforsøg. For selv om tredjemanden ikke førte kniven, men udelukkende tildelte slag og spark, var han indforstået med, at de forurettede blev stukket, ligesom han tog aktiv del i slagsmålene.

Broren til den 29-årige, som også er tiltalt for drabsforsøg, var ikke indblandet i episoderne uden for Café Louise, hvor fire af de fem blev stukket. Trods det er han ifølge anklagemyndigheden en central figur, fordi han angiveligt startede kontroversen inde på morgenværtshuset ved at slå en mand. Og netop derfor peger anklageren på, at han uden at have været til stede er medvirkende til drabsforsøg, fordi de to andre handlede for at hævne ham, og at han sandsynligvis har opfordret til det.

De to øvrige tiltaltes forsvarere mener, at de bør frikendes for både drab og drabsforsøg, mens de - hvis de dømmes - kun bør straffes for simpel vold.

Dommen falder tirsdag.

Dagens Gossip

Dagens TV