Forsvarer: Drabsmistænkt vil gerne komme hjem fra Jordan

Skrevet af admin

27/11/2015

Dagens topnyheder

Den 22-årige Ibrahim A-Kassab, der er mistænkt for et drab i København, er klar til frivilligt at komme tilbage til Danmark fra Jordan.

Det oplyser hans forsvarer, Jesper Storm Thygesen, til Ritzau.

Sammen med en anden mand er den 22-årige mistænkt for at have stukket en 19-årig mand ihjel på Nørrebro i maj, og han er internationalt efterlyst.

6. september blev han anholdt af jordansk politi, og deres danske kolleger regnede dengang med, at det kun var et spørgsmål om tid, før den mistænkte blev udleveret.

Men forleden kom det frem, at de jordanske myndigheder ikke vil udlevere ham til Danmark.

- Som vi har fået det fortalt, så var han blevet anholdt med henblik på udlevering til Danmark.

- Så har de juridiske myndigheder i Amman kigget på sagen og sagt, at på det grundlag vil de ikke udlevere ham, sagde politikommissær Steffen Th. Steffensen fra Københavns Politi i den forbindelse til Ritzau.

Men de jordanske myndigheder behøver slet ikke at udlevere ham, siger Ibrahim A-Kassabs forsvarer nu.

- Han vil gerne til Danmark og er ganske villig til at lade sig udlevere, fortæller Jesper Storm Thygesen.

Problemet er, at der ikke er nogen direkte flyforbindelse fra Jordans hovedstad Amman til Danmark. Og på grund af den internationale arrestordre vil han efter al sandsynlighed blive anholdt ved en mellemlanding undervejs.

- Han har ikke lyst til at sidde i en arrest i et fremmed land i måske flere måneder, mens myndighederne får ordnet papirarbejdet.

- Derfor har han bedt om en garanti for, at han ikke vil blive anholdt i forbindelse med en mellemlanding, og det har vi også meddelt Københavns Politi, forklarer Jesper Storm Thygesen.

Hos Københavns Politi bekræfter Steffen Th. Steffensen, at der har været drøftelser med forsvareren.

- Men det er ikke helt ukompliceret, og vi har ikke indgået nogen aftale, siger politikommissæren, der fredag ikke har yderligere kommentarer til sagen.

Den anden mistænkte i sagen, Abdallah Ben Abderraouf, formodes at være afgået ved døden i Marokko.

Mændene mistænkes for at have stukket Andres Vo Riis ned på hjørnet af Guldbergsgade og Møllegade 19. maj efter et kort skænderi.

Politiet mener, at konflikten og knivstikkeriet opstod i forbindelse med hashsalg.

/ritzau/