Forsvarer: Højst fem års fængsel for Patorra-drab

Skrevet af admin

01/11/2013

Mest læste i dag

Straffen bør være mindst 11 års fængsel til 17-årige Taha Chiadmi, der er kendt skyldig i at have dræbt 21-årige Jon Patorra uden for et pizzeria i Vanløse med en køkkenkniv i brystet.

Det mener senioranklager Trine Sorgenfri, der fredag i Retten på Frederiksberg har givet sit bud på, hvordan Chiadmi skal straffes.

Ifølge Chiadmis forsvarer, Kåre Pihlmann, er det dog alt for hård en straf. Sagen er så speciel, at retten bør gå helt ned i fem års fængsel, mener han.

Teenageren blev fredag morgen kendt skyldig i drabet. To andre tiltalte, Habibullah Rahimi og Jonathan Dos Santos på 19 og 16 år, blev kendt skyldig i vold med døden til følge.

Det er nu op til retten at fastsætte en straf til de tre tiltalte, og der er langt fra enighed mellem anklager og forsvarere.

- Det skete på åben gade ved højlys dag, hvor chokerede elever kunne se til under deres frokostpause. Derudover havde de medbragt våben, siger Trine Sorgenfri ved fredagens retsmøde.

Hun mener, at det er en skærpende omstændighed, at de var sammen om at slå Jon Patorra ihjel, og at drabet har været hensynsløst.

Udgangspunktet for straffen for drab er 12 års fængsel, fastslår senioranklageren, men Chadmis unge alder vil give rabat ved strafudmålingen. Et eller højst to års rabat, mener Trine Sorgenfri, vil være passende.

Kåre Pihlmann kan nikke genkendende til udgangspunktet, men her stopper enigheden med senioranklageren også.

- Det er et markant brud på retspraksis, det anklager beder om. Hvor er eksemplerne, spørger forsvareren.

Han kan ikke se eksempler på tidligere domme, der kan retfærdiggøre 11 års fængsel til en person under 18 år, der er kendt skyldig i et lignende drab.

- Der foreligger et angreb fra to voksne mod nogle mindreårige, siger Kåre Pihlmann.

At Patorra og hans kammerat angreb de tre teenagere inden knivdrabet grænser til at være en såkaldt straffrihedsgrund, da drabet blev fremprovokeret, mener han.

Retten afsiger dom senere fredag eftermiddag.

/ritzau/