Forsvarer: Indicier - ikke beviser - fældede sygeplejerske

Skrevet af admin

24/06/2016

Dagens topnyheder

Dommen over en sygeplejerske, der er blevet idømt fængsel på livstid for drab og drabsforsøg, er dybt foruroligende.

Det er nemlig indicier og ikke beviser, der har fældet Christina Hansen, siger hendes forsvarer, Jørgen Lange.

- Det er et overraskende og chokerende resultat. Ikke mindst for min klient, men også for mig selv og hendes familie, siger advokaten.

Sygeplejersken er fredag blevet kendt skyldig i tre drab og et drabsforsøg, der blev begået i årene 2012-2015. Forbrydelserne fandt sted på Nykøbing Falster Sygehus, hvor den dømte arbejdede.

Jørgen Lange har siden kvindens anholdelse for mere end 15 måneder siden efterspurgt håndfaste beviser mod sin klient, og efter dommen gentager han dette synspunkt.

- Man mener, at man kan dømme ud fra en række indicier, ikke beviser, siger advokaten.

Indicier er omstændigheder, der ikke i sig selv beviser, at den tiltalte er skyldig, men som gør, at det virker sandsynligt.

Igennem den langstrakte retssag har sådanne indicier da også hobet sig op.

Flere kolleger har eksempelvis fortalt, at de nærede mistanke til sygeplejersken. Når hun var på arbejde, fik påfaldende mange patienter det dårligt og døde, og kollegerne opkaldte derfor særligt travle vagter efter den nu dømte Christina Hansen.

Mere konkret har en statistikprofessor fra Københavns Universitet da også påvist, at der statistisk set er en uomgængelig sammenhæng mellem antallet af dødsfald og den dømtes vagtskema i årene 2011 og 2012.

Hertil kommer, at en kollega mener at have overværet drabsforsøget, ligesom der i alle sygeplejerskernes ofre er fundet de samme typer medicin, nemlig morfin og Stesolid.

Lighederne mellem forbrydelserne tyder således på, at samme person står bag, mener både dommere og nævninger. Gerningsmanden må være en person, der havde sin daglige gang på hospitalet, og som havde adgang til medicinrummet, mener retten.

Både anklageren og en række kolleger mener, at den tiltalte er drevet af en syg jagt på spænding og opmærksomhed, og at ofrene har været statister i dette dødelige skuespil.

Sygeplejersken, der gennem hele sagen har nægtet sig skyldig, påstår, at sagen bunder i klikedannelse og sladder på sygehuset. Hun ankede dommen på stedet.

/ritzau/