Forsvarer: Jeg forventer frifindelse igen i landsretten

Skrevet af admin

15/07/2015

Mest læste i dag

Anklagemyndigheden er i sin gode ret til at anke frifindelsen af syv af otte bankchefer, der i byretten blev frikendt for kursmanipulation.

Det siger en af sagens forsvarere John Korsø Jensen.

- Det har de selvfølgelig ret til, for sådan er reglerne. Jeg er af den opfattelse, at den dom, der er kommet, er korrekt, og jeg forventer, at der kommer en stadfæstelse af den i landsretten, siger forsvarsadvokaten til Ritzau.

I flere store sager om påstået kursmanipulation er de tiltalte blevet frifundet i enten byretten eller siden i en ankesag i landsretten. Den pågældende sag strakte sig i byretten i Hjørring over cirka 30 retsdage hen over et halvt år.

Spørgsmål: Har du en opfattelse af, at Bagmandspolitiet virker for ivrige efter at få nogle sager til domfældelse?

- Man kan i hvert fald sige, at der har været en lang række sager, der har medført den retspraksis, der ligger på nuværende tidspunkt. Og man kan jo altid vurdere, hvornår man skal man skal stoppe, og hvornår skal man gå videre, siger John Korsø Jensen.

- Omvendt kan jeg sige, at havde vi ikke vundet sagen ved første instans, så var den blevet anket.

Bagmandspolitiet besluttede onsdag at anke frifindelsen af en stribe jyske bankchefer til Vestre Landsret.

Retten i Hjørring frifandt otte mænd for anklagerne om kursmanipulation, mandatsvig og bedrageri 1. juli. Onsdag siger statsadvokat Morten Niels Jakobsen, at frifindelsen af de syv ankes til Vestre Landsret.

- Efter at jeg og mine medarbejdere har læst den 350 sider lange dom meget grundigt, har vi besluttet at anke til Vestre Landsret, siger statsadvokaten til Ritzau.

- Det er en beslutning, som er truffet ud fra en samlet vurdering. Vi mener, det er rigtigst, at landsretten får mulighed for at afgøre sagen.

Mændene har siddet på topposter i Morsø Sparekasse, Ebh Bank og Sparekassen Kronjylland.

De beskyldes for at have lagt en plan om at presse kursen på to obligationer og en bankaktie kunstigt i vejret.

/ritzau/