Forsvarer kalder anklage mod advokat "vildt overdrevet"

Skrevet af admin

29/03/2016

Mest læste i dag

- Det er en sag, der er pustet op til noget, den ikke kan bære.

Sådan lyder det fra advokat Thorbjørn Philippsen, der er forsvarer for den sønderjyske advokat Hans Boserup.

Advokat Boserup er tiltalt for at misbruge sin stilling til at videregive politimæssige oplysninger til sine klienter, for at afgive falsk forklaring og for at have bakket ind i en bil og derefter køre sin vej.

Det bør ifølge anklager Bolette Nørbjerg koste Boserup en ubetinget fængselsstraf på 60 dage, ligesom han ifølge anklageren bør fratages retten til at udøve advokatvirksomhed i mindst tre år.

Men det er helt ude af proportioner, lyder det fra den omstridte advokats forsvarer.

- Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at man på den baggrund kan fratage en mand, der har været advokat i 40 år, sit levebrød, siger Thorbjørn Philippsen i sin procedure tirsdag eftermiddag.

Forsvareren kalder det for vildt overdrevet, når anklageren mener, at Boserup skal dømmes for falsk forklaring.

- Jeg kan ikke se det forsæt, der er nødvendigt for at kunne straffe, siger Thorbjørn Philippsen om forholdet.

Man kan ikke med rimelighed forlange, at man skal kunne gengive en situation, som skete for år tilbage, akkurat som den skete, lyder det.

- Der opstår nogle unøjagtigheder i hjernen, når vi skal gengive noget, der skete for et stykke tid siden. Der er nogle situationer, vi misforstår, forklarer forsvareren.

Den sønderjyske advokat er også tiltalt for at have videregivet kopier af sagsakter fra politiet til sine klienter.

Men Boserups advokatsekretær har brødebetynget forklaret, at det var hende, der videresendte de politimæssige oplysninger. Først senere blev hun klar over, at hun havde begået en fejl.

Anklageren mener, at ansvaret falder tilbage på Hans Boserup, men det bestrider forsvareren.

- Hans Boserup kunne ikke vide eller regne med, at det ville ske, siger Thorbjørn Philippsen.

Forsvareren mener heller ikke, at Boserup har udvist manglende agtpågivenhed, da han i sin elbil af typen Renault Twizy to gange bakkede ind i en bagvedholdende bil på en parkeringsplads ved Netto i Sønderborg.

- Jeg kan ikke se skader på Boserups vogn, og jeg kan ikke se, at Boserups bil har efterladt lakrester på modpartens bil, siger forsvareren.

Hans Boserup har flere end ti irettesættelser og bøder på samvittigheden for overtrædelse af god advokatskik.

Og han er rigtig nok kontroversiel, men det er af et godt hjerte, lyder det fra forsvareren.

- Han fremstår som en person med meget stor integritet. Det kan være, han er meget irriterende, men han gør det jo ud fra en god overbevisning, siger Thorbjørn Philippsen.

Hans Boserup nægter sig skyldig og påstår frifindelse i alle forhold.

Der falder dom i sagen tirsdag 5. april klokken 13.

/ritzau/