Forsvarer: Kronvidnes adfærd i sygeplejerskesag er ulogisk

Skrevet af admin

13/06/2016

Dagens topnyheder

Selv om hun efter eget udsagn følte sig helt overbevist om, at en sygeplejerskekollega netop havde dræbt to patienter, forlod hun natten til 1. marts 2015 både kollegaen og afdelingens andre patienter for at spise pandekager med is.

Af den grund har forsvarsadvokat Jørgen Lange mere end svært ved at tro, at sygeplejersken for alvor mente sin mistanke alvorligt.

Det siger han mandag i Retten i Nykøbing Falster i sit forsvar for den 31-årige sygeplejerskekollega, der i dag er tiltalt for at dræbe patienter på det lokale sygehus.

- Efter min opfattelse er det da besynderligt - for at sige det mildt - at PL (sygeplejersken, red.) ikke foretager sig noget for at undgå at dele vagt med min klient, hvis hun var utryg ved det, siger advokaten.

- Jeg finder det ligeledes mærkværdigt, at hun efter to dødsfald forlader afdelingen for at gå over til veninderne på en anden afdeling for at spise pandekager. Jeg tror ikke på, at PL's ængstelse er dækket af en realitet, lyder det fra Lange.

Netop PL må betegnes som det vigtigste vidne i drabssagen mod den 31-årige sygeplejerske.

Under retssagen har hun fortalt, at hun i løbet af vinteren 2015 var begyndt at mistænke den nu drabstiltalte kollega for at skade patienter.

Inden den pågældende nattevagt havde hun derfor aftalt med sin kæreste, der arbejder som overlæge på den samme afdeling, at hun ville holde særligt øje med den 31-årige.

- Niels Lundén (overlægen, red.) har forklaret, at han den pågældende nat er i sms-kontakt med sin kæreste. Selv om de angiveligt havde mistanke om drab, valgte de ikke at trykke på alarmknappen og tilkalde politiet, siger Jørgen Lange.

Først om morgenen 1. marts 2015 gik overlægen til politiet.

I løbet af natten skal den tiltalte ifølge anklagemyndigheden have nået at dræbe to patienter, mens en tredje kun overlevede ved hjælp af modgift.

Siden sin anholdelse for mere end 15 måneder siden har den 31-årige kvinde nægtet sig skyldig i anklagen, der i alt tæller tre drab og et drabsforsøg.

Hun mener, at hele sagen bunder i ondsindet sladder hos en gruppe kolleger, der blandt andet tæller kronvidnet PL.

/ritzau/