Forsvarer: Menneskerettigheder kan frifinde Bent Jensen

Skrevet af admin

19/05/2015

Mest læste i dag

Historikeren Bent Jensen læner sig op ad et parallelt forløb om en fagfælle i Ungarn, når han argumenterer for, hvorfor han skal frifindes i injuriesagen anlagt af journalisten Jørgen Dragsdahl.

Det er blevet klart tirsdag i Højesteret, hvor de to mænd via ihærdige advokater har fortsat deres opgør om æren og den kolde krig.

Resultatet af deres anstrengelser kendes 3. juni. Den dag afsiges dommen.

Også det østeuropæiske land har oplevet en opslidende injuriesag, som udspringer i, at en historiker har været på jagt efter oplysninger i sikkerhedstjenestens arkiver.

Forløbet er endt med frifindelse ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.

- Den afgørelse kan overføres direkte til nærværende sag, siger Bent Jensens advokat, Karoly Nemeth.

I den ungarske sag blev en mand fra et universitet beskyldt for at have været meddeler for det hemmelige politi under det kommunistiske styre. Blandt andet havde han beordret en plakat fra fredsbevægelsen fjernet.

Men historikeren klarede altså frisag, fordi han havde et vist faktuelt grundlag for sine beskyldninger.

- Forskeres ytringsfrihed kan ikke være ringere end journalisters, siger Karoly Nemeth.

Ligesom sin ungarske kollega dykkede Bent Jensen ned i PET's arkiver og resultatet var en stort opsat historie i Jyllands-Posten i 2007 om, at Jørgen Dragsdahl - ifølge PET og KGB - havde været agent for KGB.

Karoly Nemeth afviser, at hans klient har forfulgt og nærmest været besat af sin modstander.

- Bent Jensen er inderligt ligeglad med personen som sådan. Det er den rolle, han har spillet, der er afgørende for Bent Jensen, fastslår advokaten.

- Det er historikerens opgave at belyse fortidens synder for at sikre, at de ikke gentager sig, siger Nemeth.

Den røde tråd i forsvaret er, at historikeren ikke har beskyldt journalisten for at have været en agent af en type, der overtrådte straffeloven - påstanden handler kun om, at han var indflydelsesagent, lyder det.

Men den version er et tilbagetog, fastslår journalistens advokat og peger på den oprindelige artikel i Jyllands-Posten:

- Artiklen handler ikke ét eneste sted om, at Jørgen Dragsdahl kun var indflydelsesagent, siger advokat René Offersen.

/ritzau/