Forsvarer om Forumknivstik: Hensigten var ikke at dræbe

Eleverne på Niels Brock så, da en 20-årig mand sidste år trak en kniv og stak 18-årige Taher Ben Tarek Saadaoui foran handelsgymnasiet på Frederiksberg.

Det fremhæver forsvarsadvokat Jane Ranum, der repræsenterer den 20-årige, som mandag er tiltalt for manddrab ved Retten på Frederiksberg.

- Det er en episode, der foregår ved højlys dag, hvor skolen er fuld af elever, siger forsvareren, der mener, at omstændighederne taler imod, at den tiltalte havde til hensigt at dræbe, sådan som anklagemyndigheden påstår.

Den 20-årige har erkendt, at han førte kniven, men han nægter drab. Og ifølge Jane Ranum bør retten kun dømme ham for grov vold med døden til følge.

- Selvfølgelig skal (navnet på tiltalte, red.) have sin straf. Jeg står ikke her og siger, at det er en bagatelsag, siger forsvaren og oplyser, at vold med døden til følge giver minimum seks års fængsel.

I september sidste år blev Taher Ben Tarek Saadaoui opsøgt af den tiltalte, som mente, at Saadaoui havde lagt an på hans kæreste. Den tiltalte har indrømmet, at han var forberedt på, at det kunne ende i slagsmål, og han havde taget en kniv med for at kunne forsvare sig.

Da den 18-årige kaldte kæresten for en "so", mistede han kontrollen. Men han stak kun en enkelt gang, påpeger forsvareren, hvorefter offeret stak af. Den tiltalte jagtede ham, ifølge sin egen forklaring, kun et par meter, men opgav så at følge efter.

- Hvis man vil dræbe et andet menneske, så stopper man ikke og går den anden vej, når offeret er opretstående og ikke ser ud til at være påvirket, siger Jane Ranum.

Et vidne har i retten forklaret, at den 18-årige så ud til at have det okay efter knivstikket, som dog gik gennem leveren og legemspulsåren. Kort efter overfaldet blev han kørt på Rigshospitalet, men det lykkedes ikke lægerne at redde hans liv.

Retten på Frederiksberg afsiger kendelse om skyld fredag morgen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV