Forsvarer: Skilsmisse fik Esben til at begå selvmord

Skrevet af admin

08/11/2013

Dagens topnyheder

En 37-årig mand og hans kone mødtes til en fest og blev senere gift. De købte hus sammen og fik et barn. Efter flere års ægteskab skulle de skilles.

En sædvanlig historie, som flere kan nikke genkendende til.

Det usædvanlige i den her historie er, at ægtemanden døde omkring 11. december 2011, og man endnu ikke ved, om han blev dræbt eller tog sit eget liv.

Hans 38-årige kone, der er dyrlæge, er tiltalt for at have forgiftet ham.

Hendes forsvarer, Peter Blinkenberg, er dog overbevist om, at den 37-årige tog sit eget liv.

- (Navnet på tiltalte, red.) ønskede skilsmisse, og det er nok til, at den afdøde tog sit eget liv, når man tænker på hans skrøbelige natur, siger han under sin afsluttende procedure.

Ægtemanden frygtede et skrækscenarie, mener forsvareren. Nemlig at hans kone ville flytte væk fra ham og tage datteren med. I en mail til sin advokat har den 37-årige skrevet:

"Jeg er nervøs for, at (navnet på tiltalte, red.) en dag finder en bolig og tager min datter med mod min vilje."

Oveni det peger forsvareren på flere tilfælde, der indikerer, at den 37-årige var træt af livet.

Han har under en køretur med sin kone sagt, at han overvejede at køre ind i et træ. Derudover har han sagt til en af sine nærmeste venner, at han ville ønske, at han ikke vågnede op i morgen.

Den aften, hvor ægtemanden døde, skændtes han heftigt med sin kone. Hun tog herefter sine nøgler og tog datteren med til Lolland, hvor hendes mor boede.

Han skrev senere en sms til hende, hvor der stod: "Flygter du nu igen?". For en lignende situation var tidligere på måneden opstået.

- Det var sket to gange inden for 14 dage. Nu var skrækscenariet for afdøde ved at blive til virkelighed, siger Peter Blinkenberg.

Ifølge ham tænkte den 37-årige, at han denne aften ikke kunne mere.

/ritzau/