Forsvarere anker fængselsdom til Don Ø. og Glistrup

Skrevet af admin

08/09/2015

Mest læste i dag

De to forsvarere, der repræsenterer Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup, ankede på stedet dommene fra Københavns Byret, hvor deres klienter er blevet idømt fængsel.

De to tidligere Parken-topfolk blev tirsdag eftermiddag kendt skyldige i kursmanipulation under særligt skærpende omstændigheder og idømt henholdsvis fire og seks måneders fængsel.

Selvom Østergaard, der også er kendt under navnet Don Ø., og Glistrup langt fra fik de to års fængsel, som anklagerne krævede, er de to forsvarere ikke tilfredse.

- Der er meget vidt omfang af frifindelse, men det er ikke godt nok, siger Karoly Nemeth, forsvarer for Jørgen Glistrup.

- Jeg synes ikke, at det er rimeligt. Jørgen skal frifindes, siger han.

Helt samme toner lyder fra forsvarer Sysette Vinding Kruse, der repræsenterer Flemming Østergaard.

- Jeg er tilfreds langt hen ad vejen - for der er sket frifindelse langt hen ad vejen. Men jeg er ikke fuldt tilfreds.

- Det er da altid skuffende, når man går efter en frifindelse. Men nu må vi læse præmisserne, siger hun.

/ritzau/