Forsvaret bruger mere krudt på digital krigsførelse

Allerede i år er bevillingen på 75 millioner kroner, og den øges løbende, så årsbudgettet i 2016 bliver på 150 millioner kroner. De fleste af pengene går til at opbygge en angrebsdel, Computer Network Attack-enhed (CNA), der for eksempel kan operere ved at lukke fjendens IT-netværk eller slette vigtig data og afgørende viden hos modparten.

»Den kamp, der foregår mellem lande, er nu også rykket over på de digitale platforme. Man kan sætte lighedstegn mellem de ting, som vi kender fra det fysiske forsvar, og det digitale forsvar, hvor man også beskytter sig og har muligheden for at angribe,« siger Socialdemokraternes IT-ordfører, Trine Bramsen (S), til Jyllands-Posten.

Pengene til CNA blev afsat ved forsvarsforliget, men hidtil har fokus været rettet mod den defensive del i Center for Cybersikkerhed (CFCS). Det får imidlertid kun en mindre del af cyberbudgettet.

Chefen for CFCS, Thomas Lund-Sørensen, understreger, at angriberne »bliver ved, til de er inde«. Derfor bør danske virksomheder fokusere på at opdage, når fremmede er trængt ind, i stedet for kun at satse på en ydre sikring som firewalls for at holde angriberne ude.

Dagens Gossip