Forsvaret lover mere åbenhed om bombeangreb mod IS

Skrevet af admin

28/10/2014

Mest læste i dag

Forsvaret vil være lige så åbent om sine bombardementer i Irak som sine allierede.

Sådan lyder meldingen fra viceforsvarschef Per Ludvigsen.

- Vi vil jo meget gerne lægge os op ad det niveau for åbenhed, som vores koalitionspartnere har, siger han til Information.

Det danske forsvar er ifølge Information langt mere lukket i sin kommunikation end Danmarks allierede om luftangreb mod Islamisk Stat (IS) i Irak, men nye tider er angiveligt på vej.

- Det er klart et skridt i retning af åbenhed, siger Jens Ringsmose, militærforsker og leder af Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet, til Information.

Han understreger samtidig, at han sagtens kan forestille sig, at der er et "legitimt argument for, at man ikke går så langt som amerikanerne".

Senest har forsvaret udsendt en såkaldt mission update, som er mere detaljeret end den første. Som noget nyt fremgår det blandt andet, at de danske F16 i den seneste uge har smidt 30 bomber på i alt 16 missioner. Dog fremgår det kun, at "missionerne er foregået i både det centrale og det nordlige Irak", og ikke hvad målet var, ej heller hvilken irakisk by eller provins, det befandt sig i.

Ifølge Chris Woods, der er undersøgende journalist med fokus på Vestens krigseventyr og forfatter til en kommende bog om droneangreb, er det "værdifulde oplysninger", der bliver holdt hemmelige. Og det får sammen med Australien Danmark til at skille sig ud fra de øvrige lande i koalitionen, der bekæmper IS.

Han advarer om, at Danmark også efter den nye mission update er i selskab med lande, der ikke just er kendt for ytringsfrihed på grund af den fortsat lavere detaljegrad.

/ritzau/