Forsvaret skal kunne angribe i cyberspace

Det er ikke kun de elektroniske divisioner i den amerikanske hær og Folkets Befrielseshær i Kina, der er under oprustning.

Uden den store offentlige bevågenhed er Danmark ifølge Jyllands-Posten i gang med at opbygge en digital enhed af forsvaret.

Allerede i år er bevillingen på 75 millioner kroner, og det øges løbende, så årsbudgettet i 2016 bliver på 150 millioner kroner.

Størstedelen af pengene går til at opbygge en angrebsdel, Computer Network Attack-enhed (CNA), der eksempelvis kan operere ved at lukke fjendens it-netværk eller slette vigtige data og afgørende viden hos modparten.

- Den kamp, der foregår mellem lande, er nu også rykket over på de digitale platforme, siger Trine Bramsen, der i forsvarsminister Nick Hækkerups fravær udtaler sig som Socialdemokraternes ordfører på området, til Jyllands-Posten.

- Man kan sætte fuldstændig lighedstegn mellem de ting, vi kender fra det fysiske forsvar, og så det digitale forsvar, hvor man også både beskytter sig og har muligheden for at angribe, siger hun.

Og det er nogle kompetente og udholdende "fjender" man risikerer at stå overfor ifølge Thomas Lund-Sørensen, der er chef for Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste,

- Vi er oppe mod nogle aktører, som er meget dygtige, og som har den fornødne kraft til at komme ind i et mål, selv om de bliver afvist både første, anden, tredje og fjerde gang, siger han til Jyllands-Posten.

/ritzau/

 

Dagens Gossip