Forsvarsansatte stiller spørgsmål ved økonomi i kampflyskøb

Skrevet af admin

12/05/2016

Dagens topnyheder

Man må formode, at Forsvarsministeriet har forberedt sig grundigt, regnet nøje og er kommet frem til et velgennemtænkt anbefaling af, hvilket og hvor mange kampfly, Danmark skal købe.

Men der er alligevel grund til at bekymre sig om økonomien, mener de organisationer, der repræsenterer de ansatte i Forsvaret.

- Det, der kan bekymre lidt, er, at noget af finansieringen skal findes ved yderligere effektiviseringer og salg af ejendomme, siger Flemming Vinther, formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening.

- Det er nogle meget usikre provenuer, som man kan frygte ikke kommer ind og så skal findes andre steder, siger han.

Samme toner lyder fra den største fagforening i Forsvaret, Centralforeningen for Stampersonel.

- Det kan ikke være rigtigt, at det bare er rejseaktivitet og nogle konsulentkroner, der skal finansiere det her. Der må komme noget på bordet, siger formand Jesper K. Hansen.

- Når jeg kigger på Forsvarets opgaver i dag og Forsvarets opgaver i fremtiden, så har jeg umådelig svært ved at se, at man ikke bliver nødt til at tilføre Forsvaret flere ressourcer.

Jesper K. Hansen kan berette om bekymring blandt de ansatte i forsvaret, der har svært ved at få dagligdagen til at hænge sammen.

Regeringen foreslår, at Danmark køber 27 kampfly af typen F-35, også kendt som Joint Strike Fighter.

Det vurderes at koste 20 milliarder kroner i indkøb og 56,4 milliarder over flyets levetid, som er sat til 30 år. De 56,4 milliarder er dog et skøn forbundet med usikkerhed.

Afhængigt af hvordan brændstofpriser og valutakurser udvikler sig, kan regningen ende mellem 49,5 og 71,5 milliarder kroner.

Partierne bag det nuværende forsvarsforlig mødes torsdag eftermiddag for at diskutere det forestående indkøb.

/ritzau/