Forsvarsblunder baner vej for skotsk sejr over Danmark

Skrevet af admin

30/03/2016

Dagens topnyheder

Åge Hareide er ikke længere ubesejret som dansk landstræner.

I nordmandens anden kamp i spidsen for landsholdet måtte han se sine spillere lide et 0-1-nederlag til Skotland på Hampden Park i Glasgow efter en sløj dansk indsats.

En kæmpe brøler af landsholdsanfører Daniel Agger i det ottende minut førte til, at Matt Ritchie let kunne bringe skotterne foran, da han løb mellem Kasper Schmeichel og Agger, der begge stod som forstenede og regnede med, at den anden ville tage bolden.

Efterfølgende debatterede de to spillere heftigt, hvis skyld målet var, men efter alt at dømme burde Agger, der hele tiden havde bolden inden for tæt afstand, have taget ansvar og sendt bolden væk på den ene eller den anden måde.

Situationen var meget symptomatisk for det danske beslutningsniveau i store dele af kampen - særligt før pausen stod det skidt til. Spillet var for langsomt, og når danskerne forsøgte at skrue op for tempoet, endte det ofte med en febrilsk aktion og et boldtab.

Der var dog også enkelte lyspunkter i den tamme første halvleg. Danmark fik to muligheder for at score, men det lykkedes ikke for Yussuf Poulsen at få afsluttet på en friløber, mens angrebskollega Nicolai Jørgensen forsømte at score tæt under mål efter et hjørnespark.

Hareide havde givet genvalg til de samme 11 spillere, som startede inde for fem dage siden mod Island.

I pausen havde han formentlig lyst til at skifte otte-ni spillere ud, men han nøjedes med at sende Jonas Lössl i mål til sin landsholdsdebut samt at sætte Martin Braithwaite ind i angrebet i stedet for Yussuf Poulsen.

Det blev spillet en smule bedre af, og der blev ryddet ud i de største fejl.

Skotterne skal dog også have sin del af æren for, at det danske spil aldrig rigtig kom op på samme højde, som det var mod Island.

Hjemmeholdets kompakte og hårdtarbejdende hold gav det danske kombinationsspil svære betingelser, mens skotterne selv virkede afklarede ved egen boldbesiddelse.

På sidelinjen var Åge Hareide langt fra tilfreds, og han prøvede at opildne spillerne med sine dessiner.

Akkurat som i første halvleg fik Danmark to muligheder for at udligne.

Først burde Martin Braithwaite have headet bolden i mål på en returbold, men hovedstødet savnede fart og kraft. Kort efter dirigerede Nicolai Jørgensen et perfekt indlæg fra Henrik Dalsgaard over mål.

I den anden ende kunne det være blevet 2-0, men en flyvende Andreas Christensen afværgede mesterligt en skotsk afslutning.

Kampens anden scoring kom aldrig, og nederlaget efterlader Åge Hareide med en masse ting at tænke på, inden landsholdet spiller igen til juni i Japan.

/ritzau/