Forsvarschef anbefaler minimum et års pause til kampfly

Skrevet af admin

25/08/2015

Dagens topnyheder

De danske F-16-piloter og mandskabet omkring dem bør som minimum få en pause på et år fra krigen mod Islamisk Stat i Irak.

Sådan lyder anbefalingen fra forsvarschef Peter Bartram, der tirsdag ankom til Kuwait for at besøge det danske kampflybidrag på Al Jaber-flybasen, i øvrigt sammen med forsvarsminister Carl Holst (V).

Den danske regering med udenrigsminister Kristian Jensen (V) har ellers understreget ,at den ønsker de danske piloter og mekanikere tilbage i kamp igen allerede i "forsommeren 2016" efter en kort pause, når det nuværende krigsmandat udløber til oktober.

- Min militære anbefaling går på, at man nok skal bruge i omegnen af et år, minimum, for at være klar igen, siger Peter Bartram.

- Helt grundlæggende er Flyvevåbnet dimensioneret til at kunne udsende de her flybidrag i 12 måneder over en tre-årig periode. Det er det, vi er skruet sammen til. Så helt naturligt vil enhver struktur blive presset, hvis den skal levere mere, siger han.

Han understreger, at Forsvaret kan levere det, der måtte blive ønsket politisk. Men man skal huske, at Forsvarets evne til også at kunne levere på andre fronter kan blive påvirket, forklarer han.

- Alle har hørt om flymekanikerne (der i juli offentligt bad om at få missionen i Irak stoppet på grund af arbejdspres, red.), men lige så vigtigt er det jo med piloterne.

- De skal være klar til at løse andre opgaver end den, vi ser hernede. En pilot skal være klar til eksempelvis afvisnings-beredskabet derhjemme og operationer i Baltikum, pointerer han.

- Hernede møder vi jo for eksempel ikke fjendtlige kampfly, og der er ikke betydende luftforsvar, men hvad nu, hvis det blev et krav på et tidspunkt?

- Vores evne til at kunne de andre ting reduceres jo, mens vi er hernede, og det skal vi hjem og følge op på. Og når det er sket, så vil vi kunne komme ud igen.

Han advarer også om, at det kan koste dyrt uddannet personale at presse citronen yderligere.

- Hvis man accepterer, at man presser flymekanikere og piloter mere, vil jeg ikke kunne afvise, at nogen på et tidspunkt vil vælge en civil arbejdsplads på grund af presset.

- Det kan være, at man kan leve med det, men der er det min pligt at gøre regeringen opmærksom på, at det kan have de her konsekvenser, siger han.

Peter Bartram peger på, at Danmark kan bidrage med "et mindre radarbidrag", hvis man fortsat vil deltage i luftkampagnen mod Islamisk Stat i Irak.

/ritzau/