Forsvarschef: Derfor blev amerikansk kaptajn dekoreret

Skrevet af admin

21/04/2016

Dagens topnyheder

Den amerikanske kaptajn Bradley Grimm blev tildelt en medalje, fordi de efterretninger, han delte med danskerne, har haft betydning for danske soldaters sikkerhed.

Det siger forsvarschef, general Peter Bartram.

- Kaptajn Bradley Grimm var efterretningsofficer på Al Asad Air Base i Irak og har fået medaljen, fordi de efterretninger, han har delt med danskerne, har haft stor betydning for vores soldaters sikkerhed og bidraget signifikant til at sikre et effektivt dansk bidrag til koalitionens indsats, siger Peter Bartram i en skriftlig kommentar.

Bradley Grimm blev forleden tildelt en medalje for særlig fortjenstfuld indsats.

Ifølge det amerikanske forsvarsministerium fik Bradley Grimm medaljen, fordi han var med til at forhindre et bombeangreb på en skole i Danmark.

I en pressebriefing fra Irak fortæller den amerikanske oberst Steve Warren fra den internationale styrke i Irak, at den amerikanske kaptajn stod bag 250 rapporter til Danmark og Nato, som tilsyneladende indeholdt materiale om terrorplaner.

Ifølge Warren udførte den arbejdsomme kaptajn efterforskningsarbejdet ved siden af hans arbejdsmæssige pligter.

- Han udførte alt dette frivilligt, sådan nærmest oven i hans andre pligter, siger Steve Warren i pressebriefingen.

Det er ikke oplyst fra amerikansk side, hvilken skole i Danmark der var udset som mål, men en 16-årig skolepige fra Vestsjælland er sigtet af dansk politi for at planlægge terrorangreb på to skoler.

Det danske forsvar har en anden udlægning af, hvorfor Grimm skulle hædres, og her handler det udelukkende om danske soldaters sikkerhed.

Ifølge en pressemeddelelse fra Forsvaret, som blev offentliggjort tirsdag, modtog Grimm medaljen, fordi "de efterretninger, han har delt med danskerne, har haft stor betydning for vores soldaters sikkerhed."

Ordvalget går igen i udtalelsen, der torsdag er kommet fra forsvarschefen.

Peter Bartram oplyser desuden, at han ikke kommenterer på konkrete spørgsmål af "efterretningsmæssig karakter".

/ritzau/