Forsvarschef frygter politisering

Ifølge Information har forsvarschef Peter Bartram flere gange givet udtryk for frygten for øget politisering, hvor forsvarsledelsen bliver fedtet ind i politiske sager.

Forslaget indeholder »efter min vurdering en risiko for, at militære argumenter ’politiseres i en proces, der kan være vanskelig at redegøre for efterfølgende eller i forbindelse med en beslutning«, skrev Peter Bartram 30. august sidste år ifølge Information, som har fået aktindsigt i sagen.

Peter Bartrams frygt er velbegrundet, mener militærforsker Jeppe Plenge Trautner fra Aalborg Universitet.

»Forsvarsledelsen tænker allerede i dag så politisk, at Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet af og til går i ét,« siger han til avisen.

Peter Bartrams indvendinger mod fusionen kommer ikke bag på forskeren.

»Forsvarschefen har selvfølgelig vidst, at fusionen var på vej, men han havde nok ikke forestillet sig, at forsvarschefposten ville blive reduceret til afdelingschef i ministeriet – og at han selv får en pæn del af halefjerene plukket af,« siger Jeppe Plenge Trautner.

Ifølge det materiale, som Information har fået aktindsigt i, er der flere eksempler på, at forsvarsledelsen har afleveret politiske råd til ministeriet.

Tidligere forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) mener, at meget tyder på, at den nuværende forsvarsminister, Nick Hækkerup (S), skulle have taget mere hensyn til forsvarschefens betænkeligheder

»Det er meget uklart, hvad det er for en fusion, ministeren vil gennemføre. Vi synes i hvert fald, at det er noget miskmask, hvis planen er at gøre ministeriets departementschef til den reelle leder af forsvaret og reducere forsvarschefen til 5. afdelingschef,« siger hun til Information.

Dagens Gossip